Ved kilden mødtes de nordsjællandske bønder med borgere af alle klasser fra København. Alle det klassedelte enevoldssamfunds stænder satte hinanden stævne på Dyrehavsbakken.

Der var ikke mange forlystelser i København, og folket var ikke politisk aktive. De kunne samle hele deres energi om den livsvigtige opgave at more sig i den grønne skov.

Men i 1807 blev Danmark involveret i Englandskrigene, der førte til statsbankerotten i 1813. Pengene mellem folk var små, og mindre forlystelseshaver skød op i Københavns nærhed. De mange gøglere søgte andre græsgange, og Dyrehavsbakken sygnede hen.

I 1819 begynder Dyrehavsbakken atter at få fat. Da Danmarks første dampskib, Caledonia, som på grund af sine store skovlhjul blev kaldt ”Plaske-Marlene”, og senere andre dampskibe bliver sat i rute mellem København og Bellevue, blomstrer Bakken igen.

Nu kunne københavnerne sejle hele vejen og derved undgå de støvede og bumlede veje. Unge herrer fik mulighed for at kurtisere jomfruerne om bord og måske få en aftale om en glad dag på Dyrehavsbakken. Når Caledonia anløb Bellevue, blev hun modtaget af kanonskud fra land. Herefter blev passagererne roet ind til kysten af stærke søfolk og drog syngende gennem Dyrehaven til Bakken.

Strandvejen var også blevet forbedret, så gående og kørende fik en mere komfortabel transport.

Ved De Røde Porte blev gæsterne modtaget af ”børstedrengene”. Lokale drenge, der havde tilkæmpet sig en slags autorisation på at børste de kilderejsendes tøj, der var støvet til under køreturen på Strandvejen.

Nu søgte de udenlandske gøglere igen ud til Dyrehavsbakken i kildetiden. Men efterhånden begynder forlystelseshaven også at ændre karakter.

Stadig flere teltholdere søgte op på den nærliggende bakke ved søen, og det gamle centrum omkring kilden kom nu til at ligge i udkanten af forlystelserne. Nu begynder tilnavnet Bakken at afløse Kirsten Piils Kilde. Teltholderne slog sig i stigende grad ned i en rundkreds på toppen af bakken, hvor de lå omkring ”Store Plæne”, der var en græsplæne, hvor gæsterne kunne sidde med deres madkurve.

Her åbnede også den schweizisk-italienske konditor Giovanni Monigatti et stort konditori. Han havde drevet flere populære konditorier på Frederiksberg, hvor han bl.a. havde syngepiger på scenen. På Bakken blev hans telt ødselt udstyret med venetianske lysekroner og smagfuld underholdning. På de store Bakkedage arrangerede Monigatti storslået fyrværkeri.

I samtiden skrev et tidsskrift om hans konditori, ”at her kan det højstærede Publikum nyde Chokolade, Lemonade afkølet med Is og himmelske Kager – oh, for hvor meget haver vi ikke de gode Italienere at takke”.