Bakkens Historie Mester Jakel  i 1930erne Københavns Bymuseum

Dyrehavsbakken vokser frem

Bakkens historie - Kapitel 4

Mange gæster i Dyrehaven Sankt Hans aften

I området Bag Kirsten Piils Kilde slog beværtere og gøglere deres telte op, så gæsterne kunne beskænkes og underholdes.

Selv om lægevidenskaben blev bedre, søgte folk stadig ud til de hellige kilder ved midsommer.

Måske ikke så meget for at blive helbredt af vandet, men for at få en festlig aften i det fri, hvor de blev beværtet og underholdt af gøglerne.

Københavnerne vandrede ud af den stinkende og beklumrede by og forlystede sig i det fri i den korte kildetid, der dengang var fem uger. De øvrige kilder i Københavns omegn sandede med årene til. Efterhånden var kun Kirsten Piils tilbage. Bag den og på den nærliggende bakke slog beværtere og gøglere deres telte op, så gæsterne kunne beskænkes og underholdes. I 1768 skriver et tidsskrift efter Sankt Hans om, ”At der er ligeså mange gæster i Dyrehaven denne aften, som værterne i København har gæster Fastelavns mandag”.

Mellem telte og fjælleboder var jublende sang og højrøstede glade gæster, fra gyngerne klingede den tyrkiske slagtøjsmusik, sangerinder, der  betjente harper og guitarer, keglebaner, vaffelboder, udsalg af kurve, knaldperler og blanksværte.

Mellem det hele løb unge jøder rundt og falbød hollandske cigarer og tændte lunter. Beriderselskaberne trak mange besøgende, da mange af de mandlige gæster kunne ride. Så disse rideopvisninger havde et sagkyndigt publikum. Fra de første tider er forestillingerne i gøglerteltene blevet annonceret af veltalende rekommandører. De kom ud på balustraden foran teltet og startede ofte deres salgstale med et trut i en trompet. Der var indbyrdes aftaler om, hvornår forestillingerne begyndte, så rekommandørerne ikke kom til at råbe i munden på hinanden.

Mester Jakel i 1930'erne

Bakkens Historie Mester Jakel  i 1930erne Københavns Bymuseum

Holberg og natfrøkner

"Så skal vi i skoven, en herlig sag, skovturen er min bedste dag."

Men der var også tid til en dram. En gammel pebersvend undrer sig meget over, at han næste dag har voldsom hovedpine efter at have drukket kildevand. Der var dog også moralske røster, der advarede mod kildeløjerne. Holberg lader i komedien ”Kilderejsen” sin Jeronimus vrisse, at ”disse kilderejser gjordes af devotion (fromhed, ydmyghed) i gamle dage, men nu tror jeg, at hvert andet telt er et horehus”. Det var også Holberg, der diplomatisk kaldte de mindre ærbare damer, der ved nattetide sværmede omkring kilden, for ”natfrøkner”.

En tjenestepige i København lod sig aldrig fæste, før hun havde sikret sig en hel fridag midt på sommeren til en Bakketur. I et “Sct. Hansaftens-Spil” lader Oehlenschläger en tjenestepige juble:

”Så skal vi i skoven, en herlig sag, skovturen er min bedste dag, det er den eneste dag, jeg må gå for min madamme med solhat på”.

Dengang var det det forbudt for tyendet at gå med hat resten af året.

En historie med mange kapitler

#MITBAKKEN

Køb online og spar 50 DKK. KØB ONLINE