Bakkens Historie Vandbærere i 1900-tallet Københavns Bymuseum

Primitive forhold

Bakkens historie - Kapitel 10

Teltholderforeningen 1885 stiftes

Forholdene på datidens Dyrehavsbakken har været utroligt primitive.

Alt spildevand og regnvand løb bort gennem grøft er, der gennemskar terrænet. Nødtørft blev forrettet i naturen. Først i 1800-tallets slutning blev der indrettet retirader, som blev tømt af omegnens landmænd. Drikkevand blev hentet ved kilden, og vand til opvask og personlig hygiejne blev hentet i Kildesøen.

Det var de mange beværtningers altmuligmænd, der med spande og åg fungerede som vandbærere.

Efter store Bakkedage flød hele området med affald. Alt sammen problemer, som måtte løses. En gruppe fremsynede teltholdere, heriblandt J.L. Andersen, stiftede derfor den 10. juni 1885 Teltholderforeningen i Jægersborg Dyrehave. Den gik energisk i gang med at løse disse praktiske problemer. Blandt andet blev der gravet tre brønde, som blev forsynet med pumpeværker. Først i 1906 bliver der indlagt en vandledning fra Lyngby vandværk, og året efter blev den suppleret af en ledning til Taarbæk.

Nye muligheder for at komme op til Dyrehavsbakken kom hele tiden til.

Den 23. marts 1884 sættes Strandvejens Damp Sporvogns Selskab i drift fra Trianglen på Østerbro til Klampenborg.

Dampsporvognen kunne køre med 16 km i timen.

Det pæne borgerskab i København så stadig ned på Bakkeløjerne. Oehlenschlägers “Sct. Hansaftens-Spil” bringes stadig i erindring for at illustrere, hvordan det var gået tilbage derude. ”Poesiens guldglans har længst forladt den,” skrev borgerskabets blaserte ironiker, forfatteren Gustav Esmann, og ” Illustreret Tidende” udstøder i 1890 et suk over, ”at Sct. Hansaftens- Spillet ved Kirsten Piils Kilde har i sin nye form grumme lidt med romantik og æsthetik at gøre”. Fra 1889 til 1914 var kildetiden fastsat til 62 dage med start den 1. juni.

Vandbærere i 1900-tallet

Bakkens Historie Vandbærere i 1900-tallet Københavns Bymuseum

Telefon, elektricitet og brændenælder

De moderne bekvemmeligheder nåede efterhånden til Bakken.

Men hovedstadens jævne klasser elskede stadig Dyrehavsbakken, især ved midsommer.

Bladet ”Hver 8. Dag” skriver i 1899 om en Sankthansaften på Bakken:

”Det liv, der rørte sig derude hin aften, tør nok siges at være enestående; hvis en udlænding tilfældig havde aflagt Bakken besøg, måtte han i sandhed være blevet forbavset og have dannet sig højst mærkelige forestillinger om den danske folkekarakter. Hver festdeltager havde forsynet sig med et horn, en fløjte, en skralde, en skrigeballon, en påfuglefjer eller en pose konfetti, og man kan tænke sig, hvilken infernalsk larm 10.000 mennesker kan frembringe, når de trængt sammen på Bakkens lille område trakterede de nævnte instrumenter. Lige til den tidlige morgenstund fortsatte spektaklet; det lykkedes nemlig kun de 9000 at nå hjem med toget”.

Ved århundredeskiftet lød flere moralske røster, der ville have Bakken lukket for at komme den påståede usædelighed til livs. Det diskuteres stadig, om de mange brændenælder omkring forlystelseshaven blev plantet af hensyn til sædeligheden, eller om de gror på grund af den megen naturgødning, som Bakkegæsters nødtørft forsyner dem med.

De moderne bekvemmeligheder nåede efterhånden til Bakken. I april 1906 ses det første telefonnummer, og fra 1911 begynder elektriciteten at fortrænge petroleumslamper og levende lys. Først i 1920’erne når kloakeringen ud til Dyrehavsbakken.

Øllet blev stadig leveret i fustager, tappet over på flasker, påsat propper og solgt for 12 øre.

Tiden frem til Første Verdenskrig var en af de mere stille i det gamle kildemarkeds historie. Kildetiden blev i 1915 nedsat til 56 dage.

En historie med mange kapitler

#MITBAKKEN

Køb turbånd online og spar! KØB ONLINE