Turen blev planlagt i god tid. Familier eller selskaber kørte i hestevogne. Nogle red, og andre vandrede hele vejen. På grund af Strandvejens dårlige forfatning tog kildegæsterne vejen over Gentofte og Ordrup. De kom først ud til kysten ved det nuværende Hvidøre.

Med grønt løv i hatten drog selskaberne syngende ind gennem De Røde Porte, slog sig ned omkring kilden og pakkede madkurve ud.

Med hest og vogn i Dyrehaven

Her blev der udskænket vin, punch, øl og brændevin. Der var også telte, hvor den nymodens kaffe blev serveret. Gøglere og beværtere boede selv under primitive forhold bag teltene og hentede vand til deres forretninger fra kilden. Blandt fornøjelserne var også primitive pariserhjul, de såkaldte ”møllegynger” eller ”russiske gynger”, der naturligvis blev betjent ved håndkraft.

Disse forlystelser var populære selv på højeste sted.

I 1765 kunne bogtrykker Berlings ”Københavnske Tidende” fortælle, at dronning Caroline Mathilde sammen med enkedronningen og arveprins Frederik havde været i Dyrehaven Sankthansdag ”ved den derværende og bekendte sundhedskilde, hvor vel hele sommeren igennem, men især på denne dag og aftenen før, en stor mængde af Københavns indvånere plejer at indfinde sig”. Hos de kilderejsende københavnere var ”glæden iblandt samme over de høje herskabers nærværelse og hulde åsyn endnu større”.

Alt imens gæsterne nød mad og drikke, blev de underholdt af sang og dans. En gæst i 1768 fortæller: ”Vi adhørte nu adskillig Musik, saae i Perspectiver, og ansaae én, som gjorde Kunster paa en slap Line bundet imellem tvende Træer”. Det var sognefogeden og tingmanden fra Lyngby, der sammen med tilsagte husmænd skulle sikre lov og orden. Men de blev hurtigt så berusede, at de skabte mere ballade end orden.

Dyrehavsbakkens ry bredte sig ud i Europa.

Fra alle lande strømmede gøglere og kunstnere til Dyrehaven i kildetiden. Den folkelige forlystelse havde for alvor slået rødder i Kongens Dyrehave.