Hele Bakken sidder i startblokken og venter på en ny fantastisk sæson med åbningen fredag d. 11. april, og i år er der masser af nyheder at glæde sig til, hvor den lange pause siden oktober sidste år er blevet brugt til væsentlige opgraderinger af alt fra restauranter til nye forlystelser. Lene Alsgren, direktør på Bakken:
”Jeg har været på Bakken i 19 år, og jeg kan helt ærligt sige at jeg aldrig op mod sæsonstart har set så mange forskellige forbedringer over hele linjen. Det er virkelig noget der i 2025 kommer vores gæster til gode med blandt andet 5 nye børneforlystelser, nye barer og restauranter og opgraderinger af eksisterende forretninger.”
Bakken ramte i sidste sæson 1,75 millioner gæster og regner med minimum det samme i 2025, på trods af usikkerhed i verden og med stigende økonomisk usikkerhed. Lene Alsgren fortsætter:
”Vi havde et rigtigt godt år i sidste sæson, og vi har en forventning om, at 2025 bliver mindst lige så godt. Der er selvfølgelig gang i verden udenfor Bakken, og vi er ikke immune overfor dette, men vi ser faktisk at Bakken med det frirum, som det jo er med nogle timer i en forlystelsespark, er noget folk efterspørger. Det kan vi også allerede se nu på bestillinger, inden vi åbner. Så vi regner med minimum samme antal gæster i 2025, selv om sæsonen i år er kortere”.
Der er også masser på programmet i 2025, og udover forlystelser og nyheder, så er der nogle flotte nedslag i årets program, som gør sæsonen ekstra interessant. Ulrik Nissen, Kommerciel chef:
”Kombinationen af forlystelser og masser af underholdning, er generelt bare noget der virker, og vi fortsætter i den linje i 2025. Se bare vores påskeprogram, hvor der er masser til børnefamilierne på Friluftsscenen, men f.eks. også et par shows med Jan Hellesøe til de voksne. Derudover rammer vi en sæson med 90-års jubilæum i Cirkusrevyen – den 11. april er hele holdet med til at åbne Bakken – Bakkens Hvile der virkelig i 2024 fik en fortjent ros, men vi har også gennem sæsonen fantastiske koncerter på Friluftsscenen – fra Lars Lilholt til DJ Aligator, der er noget for alle.”
Bakken åbner den 11. april til sin 443. sæson, med blandt andet en masse forlystelsesnyheder, 90 års Cirkusrevy jubilæum, en ny flot produktion af Bakkens Hvile, et stort eventprogram og meget mere.
7. april 2025
Åbning, nyheder
Kommicel chef, Ulrik Nissen
Send mail til ulrik@bakken.dk