Bakken Underholdning Sankthansaften Familie Stemning Baal Fyrvaerkeri

Presserum

Læs seneste pressemeddelelser fra Bakken

Sankt Hans på Bakken: børnebål, kæmpebål, fyrværkeri og nostalgi

Bakken har en flere hundrede år lang tradition for at fejre Sankt Hans og en årelang tradition for at give gratis underholdning i børnehøjde, og i år er ingen undtagelse. For at inkludere børnene starter man på Bakken med at tænde bål for de små kl. 19, og fra kl. 21 er der livemusik, båltale ved SF's formand Pia Olsen Dyhr og stort bål på Kildesøen. Aftenen rundes af med et storslået festfyrværkeri over søen.

Dyrehavsbakken danner historisk og magisk ramme for Sankt Hans

Det har næppe været nogen tilfældighed, at den romantiske guldalderdigter Adam Oehlenschläger henlagde rammerne for sit berømte Sanct Hansaften-Spil til Dyrehaven og Dyrehavsbakken. Sankt Hans er en sagnomspundet mærkedag, fortryllet og omgærdet af en mystik og magi, der har været en del af Dyrehavsbakken, siden Kirsten Piil opdagede Dyrehavens hellige kilde i 1583.

"Det er fantastisk, at en digter som Adam Oehlenschläger har fanget Dyrehavsbakkens stemning og brugt den i sit Sanct Hansaften-Spil. Den ånd og stemning, han beskriver i værket, mærker vi stadig i verdens ældste forlystelsespark på en aften som Sankt Hans. Og selv om vi har udviklet os en del siden da, så er Sankt Hans fortsat en tradition, vi holder meget af at fejre med vores gæster, hvor vi i dag giver dem en fantastisk oplevelse af Dyrehavens og Kildesøens smukke rammer oplyst af levende ild og fyrværkeri," siger Nils-Erik Winther, adm. direktør for A/S Dyrehavsbakken.

Sankt Hans skal også være børnenes fest

Dyrehavsbakken har historisk set også været stedet, der har dannet ramme om københavnerbørnenes sommerferiefest.

"Børn har altid haft en særlig plads i Bakkefolkets hjerter, og vi har stadig reducerede kontantpriser i forlystelserne på Bakken hver onsdag i sommerferien, hvor vi også tilbyder gratis underholdning med fx Onkel Reje, Hr. Skæg og vores helt egen Pjerrot, så alle har mulighed for at være med. Derfor har det også været en helt naturlig udvikling for os at udvide Bakkens Sankt Hans med et børnebål, der bliver tændt kl. 19, så de små kan nå at være med og tage del i festen, inden det bliver for sent. Det er tredje år, vi gør det, og det har vist sig at være en kæmpe succes," siger Nils-Erik Winther, der også selv deltager i Sankt Hans på Bakken og byder velkommen ved Kildesøen.

Børnenes Sankt Hans på Bakken fredag d. 23. juni
Kl. 18.30: Velkomst ved Kildesøen med Pjerrot og Kalle Kronhjort, show med MGP-Bastian
Kl. 19.00: Pjerrot tænder børnebålet, alle synger Midsommervisen

Sankt Hans og fyrværkeri ved Kildesøen fredag d. 23. juni
Kl. 21: Bandet Black Mariah giver koncert
Kl. 22: Velkomst, båltale, bål og fyrværkeri
Kort om Sankt Hans på Bakken gennem tiden
I Dyrehavsbakkens ældste dage mente man, at de hellige kilders magiske kræfter var stærkest ved Sankt Hans, og derfor drog folk mod skoven og Dyrehavsbakken for at drikke den hellige kildes dråber og feste i lyset af den magiske midsommernat.

Op gennem 1700-tallet markerede Bakkefolket midsommeren og hyldede Sankt Hans ved at pynte boder og telte med løv, flag og blomster, og i slutningen af 1800-tallet fik man på Bakken den første fælles illumination med papirlamper arrangeret af Teltholderforeningen. I dag er illuminationsfesten steget en del i graderne med bål og fyrværkeri.

Information


Udsendelsesdato

12. juni 2017

Kontakt

Presseansvarlig, Signe Halck
Send mail

Bakken Forlystelse Rutschebanen Stemning Aften

Der er noget om snakken..

Sankt Hans er flottest på Bakken! Få en magisk Sankt Hans i verdens ældste forlystelsespark - der er som altid naturligvis gratis entré! Ses vi?

Sankt Hans på Bakken
Bakken Dyrehaven Kapervogn Unge Stemning Hestevongstur

Velkommen til Bakken!

I Dyrehaven, midt i den grønne bøgeskov, ligger Bakken, verdens ældste forlystelsespark. Siden Kirsten Piil opdagede den helbredende kilde for mere end 400 år siden, har Bakken tiltrukket millioner af sommerglade gæster fra nær og fjern.
I dag er Bakken den anden mest besøgte attraktion i Danmark med flere end 32 forlystelser, spil, revy og et væld af spisesteder, der stadig drives af dedikerede teltholdere samt deres familier. Besøgende betaler ikke for entré, ej heller for de mange gratis udendørs koncerter, for Pjerrots klassiske forestillinger eller for den gadegøgl, der altsammen er med at til skabe en stemning af folkelighed, tradition og fornyelse på Dyrehavsbakken.

#MITBAKKEN

Køb turbånd online og spar! KØB ONLINE