Den hvide ildslugende klovne-karakter Pjerrot kom til Dyrehavsbakken for mere end 200 år siden, da han i år 1800 kom til forlystelsesparken fra Italien med commedia dell'arte. Dengang var det i skikkelse af den italienske mimiker Giuseppe Casorti. Bakkens aktuelle Pjerrot er ikke 200 år gammel, men har bestridt det særlige og traditionsrige hverv som Bakke-Pjerrot i 22 år, og i dag blev han med en pris hædret for sin indsats.
”Bakkens Oscar går til Kurt Flemming i skikkelsen af Pjerrot for hans store indsats for dels at fastholde Dyrehavsbakkens mangeårige gøglertradition og for dels at skabe et unikt børneunivers på Bakken. Kurt er i sin optræden helt i øjenhøjde med Bakkens børnepublikum, der til alle dage har haft en stor og særlig plads i Bakke-folkets hjerter. I kombination med gøglertraditionen gør det ham til noget ganske særligt for Bakken, og det fortjener han en Oscar for,” lød det fra Bakkens Direktør Nils-Erik Winther.
I 2017 gik Bakkens Oscar til Lyngby-Taarbæk Kommunes borgmester Sofia Osmani for hendes indsats for at give Bakken som kultur- og turistattraktion mere tidssvarende rammevilkår og mulighed for at holde åbent til efterår og jul.
"Jeg kan rigtig godt lide Bakken for den sjæl og for den charme, her er, og for de fantastiske mennesker der også er herude. Pjerrot er essensen og personificeringen af Bakken, og derfor var Kurt Flemming et oplagt valg til årets Oscar," sagde Sofia Osmani, der har siddet med i årets udnævnelseskomité.
”Det er meget stort for mig, og jeg er meget stolt over at modtage Bakkens Oscar. Det var en tilfældighed, at jeg tilbage i 1992 startede som Pjerrot i Aalborg Tivoli. På daværende tidspunkt havde jeg aldrig drømt om at blive Bakkens Pjerrot. Nu har jeg været det i 22 år, og jeg elsker Bakken, der er mit hjem og min verden, og jeg elsker mit arbejde som Pjerrot. Det er fantastisk at optræde for børn og inddrage dem i forestillingerne. To dage aldrig er ens, for publikum altid er forskelligt og bidrager med noget nyt hver eneste gang,” sagde Kurt Flemming i sin takketale.
Som gave modtog Kurt Flemming traditionen tro i forbindelse med prisoverrækkelsen et portræt malet til lejligheden af Bakke-maler Jeppe Eisner.
Når Bakken for første gang nogensinde i år åbner for gæster i skolerens efterårsferie og i weekenderne op mod jul, kommer Pjerrot også til at spille en central rolle i forlystelsesparkens underholdning. Pjerrot har vundet flere priser som tryllekunstner, og gæster vil i juleperioden kunne se frem til en særlig omgang juletryl.
Pjerrot-figuren har mere end 400 år på bagen, og den hvide ildslugende karakter været fast inventar på Dyrehavsbakken i mere end 200 år, siden han i år 1800 kom til forlystelsesparken fra Italien med commedia dell'arte i skikkelse af Giuseppe Casorti.
Bakkens Oscar har en berømt navnebror fra Hollywood, men er alligevel helt sin egen. Den er nemlig opkaldt efter den navnkundige Bakke-konge og teltholder, Oscar Pettersson. Bakkens Oscar er således en intern ærespris i verdens ældste forlystelsespark og gives i år for 47. år i træk. Prisen gives til ”en person som har udvist ganske særlig fantasi og initiativ til gavn og glæde for Dyrehavsbakken". Tidligere år har til eksempel Lise Nørgaard, H.K.H Prins Henrik, Dirch Passer, Johnny Reimar, Sigurd Barrett og Dot Wessman modtaget den æresfulde pris.