I 12 sæsoner har Bakkens direktør, Nils-Erik Winther, haft sin vante gang blandt glade forlystelsesgæster, enarmede tyveknægte og luftige candyfloss. Til januar er livet på Bakken fortid, når direktør-kontrakten udløber.
I det lille hvide hus med stråtag til højre for den røde Kongeport, der leder ind til Bakken og Dyrehaven, har Nils-Erik Winther haft sit kontor siden starten af 2009.
På kontoret hænger den tunge nøgle, der hver sæson åbner hængelåsen, der er sat på Dronningeporten til årets officielle åbning. I kontorets ene vindueskarm ligger fire blå kakler, som til sammen danner den unikke trækonstruktion, der udgør den gamle og nostalgiske trærutschebane.
De sidste 12 år har Nils-Erik Winther været Bakkens administrerende direktør. I september runder direktøren et skarpt hjørne, når han 26. september fylder 60 år, og ved udgangen af januar 2021 udløber kontrakten med A/S Dyrehavsbakken.
”Det har været spændende at være direktør for verdens ældste forlystelsespark med al den kultur og traditioner, der ligger i det og samtidig have fokus på ligeledes at være en moderne familieforlystelsesattraktion,” siger administrerende direktør, Nils-Erik Winther.
Der er noget om snakken
Nils-Erik Winther har brugt tre år af sit liv som professionel håndboldspiller i udlandet, hvor også håndboldkarrieren bragte 40 landskampe med sig. Dog besluttede Nils-Erik Winther forholdsvis tidligt, at ikke alt skulle dreje sig om håndbold.
Fremtidsplanerne blev efterfølgende hurtigt besluttet. Markedsføring skulle være det fremtidige felt.
Det førte blandt andet til et job som marketingschef i SlotsArkaderne i Hillerød indtil årtusindeskiftet. Derefter fortsatte Nils-Erik Winther som direktør for Fisketorvet Shopping Center, som han var med til at opbygge og havde sin gang indtil 2009, hvorefter shoppingcentret blev skiftet ud med direktørposten hos Dyrehavsbakken.
”Det har været spændende at være med i opbygningen af et regionalt center midt i København og få positioneret Fisketorvet som Byens Shopping Center, siger Nils-Erik Winther.
Holdånd på Bakken
På Bakken ejes og drives alle forretninger, forlystelser og restauranter af selvstændige erhvervsdrivende. Det har derfor ikke kun været på håndboldbanen, at der var tale om holdsport. Som direktør på Bakken har Nils-Erik Winther været en del af Bakkens holdånd de sidste 12 år og har kunnet drage nytte af sine erfaringer på håndboldbanen.
”Min mange års erfaring fra håndbolden har hjulpet mig til at være en del af et hold og har skabt forståelsen for, at alle bidrager til et tilfredsstillende resultat,” siger Nils-Erik Winther om den ikoniske arbejdsplads, som han til januar vinker farvel til.
Fra sommerpark til sæsonpark
En af de ting, som Nils-Erik arbejdede målrettet efter, var at få Dyrehavsbakken nord for København til at gå fra at være en sommerpark til en sæsonpark. I 2018 var første år, hvor Bakken kunne slå de karakteristiske røde porte op og byde velkommen til både Efterår og Jul på Bakken.
”I Bakkens bestræbelser på at være vejruafhængig har det været vigtigt at få Dyrehavsbakken ændret fra kun at være en sommerpark til i stedet at være en sæsonpark og samtidig også have åbent, når familien Danmark efterspørger både hygge og underholdning,” siger Nils-Erik Winther.
I år er det tredje år, at Bakken byder velkommen til både Efterår og Jul på Bakken, og det glæder direktøren, at sommergæsterne har taget så godt imod de nye sæsoner på Dyrehavsbakken.
Ikke to dage har været ens
Når Bakken til sæson 2021 åbner op for 437. gang i Dyrehavsbakkens historie, bliver det uden Nils-Erik Winther ved roret. Dog har de 12 år blandt andet budt på utrolig mange nye bekendtskaber samt en sprudlende dagligdag på en helt unik arbejdsplads.
”Jeg har haft 12 herlige år med mange forskellige typer af mennesker samt arbejdsopgaver, som har betydet, at ikke to dage, der har været ens. Der sker hele tiden nye ting, som man skal forholde sig til, og det er med til at holde en ung,” siger Nils-Erik Winther med et smil.
Blå bog
Nils-Erik Winther
Født 26. september 1960
Direktør for Dyrehavsbakken fra 2009-2020
Gift med Katrina og far til Joakim, Rose og Karla
Nils-Erik Winther har en HA Bachelor København og en Diplomuddannelse i Centerledelse
23. september 2020
Kultur, Arbejdsliv, Bakken
Presseansvarlig, Pernille Danielsen
Send mail til presse@bakken.dk