mess2mgxaeglk7exujjv.jpg

Bakken lukker julesæsonen før tid

På baggrund af de nye restriktioner vælger Bakken at lukke julesæsonen før tid

Bakken lukker julesæsonen før tid

På baggrund af udviklingen af Covid-19 samt regeringens seneste udmelding med skærpende restriktioner, vælger Bakken at lukke Jul på Bakken 2020 før tid.

Set i lyset af de nye restriktioner, som også omhandler barer, restauranter, cafeer, spillehaller samt alle indendørs aktiviteter i forlystelsesparker, er det Bakkens samlede vurdering, at Bakken de facto er lukket ned ved forbud fra i dag, onsdag 9. december, hvor restriktionerne træder i kraft.

Julen nåede kun at finde vej til verdens ældste forlystelsespark tre ud af de fem planlagte weekender, hvor portene for tredje år i træk blev åbnet til Jul på Bakken.

Lukker på baggrund af nye restriktioner

I foråret måtte Bakken udskyde sæsonåbningen fra fredag 3. april til 29. maj på baggrund af Covid-19. Nu må forlystelsesparken lukke før tid igen på grund af Covid-19 udviklingen i hovedstadsområdet.

”Vi er meget berørte af situationen og kede af at måtte skuffe alle de gæster, der havde glædet sig til at besøge parken til Jul på Bakken,” siger administrerende direktør, Lene Alsgren.

Både barer, restauranter, cafeer samt indendørs forlystelser og spillehaller må på baggrund af de nye restriktioner ikke holde åbent. Det betyder derfor, at Bakken ikke kan fortsætte deres juleåbning.

”På Bakken er vi godt klar over, at de nye restriktioner er nødvendige for at bringe smittetallene ned, men vi er rigtigt kede af, at det samtidig betyder, at vi efter kun tre uger må lukke Jul på Bakken ned for i år. Det har været en ekstra hård kamp at blive klar til juleåbningen i år, og vi har lagt mange kræfter i at give vore gæster en god og tryg oplevelse. Desværre giver de nye restriktioner os ikke mulighed for at fortsætte Jul på Bakken,” siger Lene Alsgren.

Ser frem mod 2021

Selvom julen blev kortere end først planlagt, er det trods de mange restriktioner i årets løb alligevel lykkedes at afholde en fornuftig sæson i løbet af sommeren samt i efterårsferien på Bakken.

”Vi kan glæde os over, at vi i 2020 alligevel har haft mulighed for at byde en masse glade gæster velkommen, og at vi, trods Covid-19 situationen, har kunnet give dem nogle dejlige oplevelser på Bakken,” siger administrerende direktør, Lene Alsgren.

Forlystelsesparken åbner igen 26. marts 2021

Bakken glæder sig til at kunne byde velkommen til en ny sæson fredag den 26. marts 2021, som starter med påske på Bakken.

”Her håber vi, at det bliver i mere normale rammer, end det har været muligt i 2020. Sæsonen 2021 forventes at blive en stor sæson på Bakken, hvor vi blandt andet glæder os til et gensyn med Cirkusrevyen, ligesom vi næste år kan præsentere hele to nye forlystelser i verdens ældste forlystelsespark,” afslører direktør, Lene Alsgren. 

Information


Udsendelse

9. december 2020

Tema

Kultur, Event, Jul

Kontakt

Presseansvarlig, Pernille Danielsen
Send mail til presse@bakken.dk

Læs flere pressemeddelelser

#MITBAKKEN

Køb turbånd online og spar! KØB ONLINE