Bakken Julemaend Rutschebanen Forlystelse
Bakken åbner med stort juletema

Fredag d. 23. november åbner Bakken for første gang i sin 435 år lange historie for gæster i juleperioden. Fem weekender i træk inviterer forlystelsesparken til julemarked, julefrokoster, julegøgl, julelys, sjove forlystelser og masser af hyggelig julestemning. Der vil være gratis underholdning og aktiviteter for børnefamilier, og det hele sker i ly af Dyrehavens magiske vinterlandskab.

Bålfade samt julepynt og julelys, der dekorativt udsmykker mange af Bakkens gamle krogede træer og klassiske lygtepæle op mod Dyrehaven. Det hyggeligste julemarked og en lækker julefrokost. Rensdyr der synger christmas carols, en interaktiv mistelten der forener gæster i et kys, mens duften af gløgg og godter spreder sig i næseborene. Julemanden der fortæller historier og tager imod ønsker i Nisseskoven, mens Pjerrot tryller julemagien frem.

Juleperioden overtager efter en flot efterårsdebut
Alt dette og mere til udgør rammerne for den julesæson, som Bakken lige nu er i fuld gang med at stable på benene til fredag den 23. november, hvor forlystelsesparken efter et brag af en efterårssæson i uge 42 har haft en kort lukkeperiode. Nu er man for tredje gang i år snart klar til at åbne den røde port for gæster og dermed fuldbyrde forlystelsesparkens historiske overgang fra udelukkende at være en sommerpark til at være en park, der har åbent i flere sæsoner og på flere forskellige årstider.

”Vi har længe kæmpet for at få bedre og mere konkurrencedygtige vilkår. Nu er det virkelighed, og det er helt fantastisk. I skolerens efterårsferie åbnede vi for første gang nogensinde for gæster under temaet ’Høstfest’, og det var en kæmpe succes. Vi er utrolig glade for at realisere vores målsætning om at blive en sæsonpark på linje med andre forlystelsesparker og for at imødekomme den efterspørgsel, vi har fået fra gæsterne om at udvide åbningsperioderne. Nu åbner vi om nogle uger til jul, som er en helt særlig højtid herhjemme og ikke mindst for børnefamilierne. Jeg er ikke i tvivl om, at den hyggestemning, der kendetegner Bakken, og de smukke omgivelser, vi har herude, kommer til at ramme lige præcis den julestemning, som både danskerne og turisterne opsøger i julesæsonen,” siger A/S Dyrehavsbakkens direktør Nils-Erik Winther.

Julemarked, julestemning og juleunderholdning på Bakken

  • Julemarkedet kommer til at være det gennemgående tema på Bakken i juleperioden, hvor 24 boder rundt omkring i parken vil byde på forskelligt til ganen og hjemmet i form af julepynt, design & interiør samt delikatesser fra bl.a. Det Gamle Apotek, Peters Jul og Bagsværd Lakrids. Læs mere om det store julemarked på Bakken
  • Veterantoget kører for fuld damp og høj julestemning til Klampenborg og 'Jul på Bakken' fra København i weekenden den 24. & 25. november og fra Helsingør i weekenden den 15. & 16. december.
  • Korsbæk vil også have åbent og byde på nostalgisk julestemning og klassisk julefrokost som i de gamle dage, mens Korsbæks Matador-skuespillere underholder med diverse indslag.
  • I Nisseskoven sidder julemanden klar til at tage imod børn og barnlige sjæle i sit lille hus.
  • Kunster og Bakken-maler Jeppe Eisner står for lysinstallationer og juleudsmykning udvalgte steder på Bakken.
  • Tre syngende rensdyr vil synge julen ind og bidrage med en klassisk Bakken-skør juleunderholdning.
  • En interaktiv mistelten sikrer lys, kys og kærlighed blandt Bakkens gæster.
  • Åbne forlystelser - man kan også tage en juletur i Rutschebanen fra 1932 eller hoppe på Hestekarrusellen, der er fra slutningen af 1800-tallet. 22 af Bakkens forlystelser vil have åbent i juleperioden, hvor et turbånd vil koste 169,- i stedet for almindeligvis 269,- se de åbne forlystelser
  • Pjerrot underholder med særlig juletryl ved sit lille grønne hus på alle åbningsdage kl. 15 og 16.
  • Illumination - et væld af julelys vil kaste stemning over Bakkens hyggelige kroge og Dyrehavens historiske landskaber.
  • Julemærkemarch - den 2. december er der Julemærkemarch på Bakken til fordel for julemærkehjemmene. Marchen arrangeres af Julemærkefonden
  • Luciaoptog - den 15. december afholdes Danmarks største luciaoptog på Bakken, hvor flere end 200 børn ventes at gå optog gennem Bakkens julefyldte gader og stræder.
  • Klassisk dansk julefrokost for både familier og virksomheder i en af de mange hyggelige restauranter på Bakken, hvor der også serveres både juleøl og julegløgg – læs mere om julefrokost på Bakken
  • Livemusik på flere af Bakkens intime beværtninger om aftenen på fredage og lørdage.
  • Juletræssalg på engen ved Dronningeporten. Klampenborg Spejderne står for salget.
  • Bakkens maskot Kalle Kronhjort går rundt i Bakkens gader og stræder og er klar på et julekram.

Jul på Bakken: Weekenderne fredag til søndag fra og med fredag den 23. november til og med lørdag den 22. december. Fredage fra kl. 14.00 til 21.00, lørdage fra kl. 12.00 til 21.00 og søndage fra kl. 12.00 til 18.00. 

Information


Udsendelse

5. november 2018

Jul paa Bakken 2018 Julemand

#MITBAKKEN

Køb turbånd online og spar! KØB ONLINE