Rekordmange julemænd fra hele verden samles i slutningen af juli måned for at deltage i 60-året for Julemændenes Verdenskongres på Bakken, og alle er inviteret med til fest.
”Højtærede herskaber, grevskaber, klædeskaber, videnskaber, ægteskaber og djævleskaber – alle er velkomne! Tykke og tynde. Brede og flade. Sprællemænd og skraldemænd. Landmænd og vandmænd. Rullemænd, tullemænd og JULEMÆND. Fuld tilfredshed, eller pengene er spildt!”
Sådan lød det i de gamle Bakken-dage, når ophavsmanden bag Julemændenes Verdenskongres gjaldede til jul i juli. Manden hed Christian Nielsen, men gik under navnet Professor Tribini, og han var en af Bakkens største gøglere, rekommandører og magikere. Som kun en ægte gøgler kan, fandt Tribini i 1957 på at fejre jul midt i højsommeren, og siden da har man hvert år afholdt Julemændenes Verdenskongres på Bakken, hvor alverdens julemænd, julekoner og nissebørn samles i juli måned. Verdenskongressen startede som en af Bakkens berømte feriefester og har siden vokset sig til en international begivenhed, hvor julemænd fra hele verden mødes, fester, spiser sild, drikker nisseøl, diskuterer skægpleje - og holder jul.
I år kommer flere end 120 julemænd, julekoner og nissebørn fra Danmark, Norge, Frankrig, Japan, USA, England og mange andre steder for at deltage i kongressen. Flere af dem har været med hver sommer gennem hele og halve liv – nogle gennem mere end 30 år. Og alle deltager for at glæde børn og for at mødes med kollegaer.
I løbet af fire festlige dage skal julemændene og deres familier gå optog på Bakken, de skal på københavnertur for at besøge Den Lille Havfrue, på kanalrundfart og gå parade på Strøget. De skal også have deres årlige fodbad på Bellevue, dyste i femkamp og VM i forhindringsløb på Bakken, holde juletræsfester for glade børn og selvfølgelig fejre 60-året sammen med alle Bakkens glade gæster.
På selve 60-års-dagen for kongressen puster julemændene lys ud på ikke færre end 60 lagkager, og alle Bakkens gæster er inviteret til at smage både kage og julegodter og til at gå en tur rundt om juletræet med de glade julemænd.
Tid og sted
Julemændenes Verdenskongres finder sted d. 24.-27. Juli 2017 på Bakken og i København (se programmet nedenfor).
Der vil være interview- og fotomuligheder alle dage – se programmet for flere detaljer.
Tilmeld dig dig som presse på presse@bakken.dk og notér gerne, hvilke aktivieter du ønsker at deltage i, så sørger vi for de bedste betingelser for dig.
Julemændenes Verdenskongres på Bakken blev lanceret i 1957 af Professor Tribini og har siden været et samlingssted for alverdens julemænd. Her mødes de uden for sæsonen med julemænd fra andre kulturer for at udveksle erfaringer og viden med hinanden og for at sprede glæde hos børn og voksne. Den efterhånden verdensberømte begivenhed er arrangeret af Bakken i fællesskab med Dansk Julemandslaug og tiltrækker ikke blot julemænd og deres familier, men også dansk og international presse samt almindelige juleinteresserede gæster fra hele verden.
Mandag 24. juli 2017
København:
10.30 - 11.15 Julemændene besøger Den Lille Havfrue på Langelinie
11.15 - 12.30 Kanalrundfart fra Den Lille Havfrue til Gammel Strand
12.30 - 14.00 Parade på Strøget fra Gammel Strand til Rådhuspladsen
Bakken:
15.00 - 15.30 Parade i Bakkens gader og stræder med start ved Cirkusrevyen
16.15 - 17.00 Jul-i-Julishow med Muddi på Friluftsscenen
Tirsdag 25. juli 2017
Bellevue strand:
10.00 - 11.00 Julemændenes årlige saltvandsfodbad på Bellevue Strand
Bakken:
11.30 - 12.00 Fælles foto i Rutschebanen for forlystelsesglade julemænd
14.00 - 14.30 Parade i Bakkens gader og stræder med start ved Cirkusrevyen
16.15 – 17.00 Jul-i-Julishow med Muddi på Friluftsscenen
Onsdag 26. juli 2017 – 60 ÅRS JUBILÆUMSDAG FOR ALLE BAKKENS GÆSTER
Bakken:
11.00 - 12.00 Julemændenes VM i forhindringsbane i Nisseskoven
15.00 - 16.00 60 års-jubilæumslagkager foran Friluftsscenen: se julemænd puste lys ud på 60 lagkager og smag et stykke.
15.00 - 15.45 Juletræsfest for alle børn
15.45 - 16.15 Modeshow: Julemanden gennem tiderne
16.15 – 17.00 Jul-i-Julishow med Muddi
Torsdag 27. juli 2017
Bakken:
11.00 – 12.00 Julemændens 5-kamp på Bakken
14.00 - 14.30 Parade i Bakkens gader og stræder med start ved Cirkusrevyen
16.15 – 17.00 Jul-i-Julishow med Muddi på Friluftsscenen
Oplev julemænd fra hele verden, når de møder til Julemændenes Verdenskongres på Bakken. Et festligt og sjovt event for store og små!
I Dyrehaven, midt i den grønne bøgeskov, ligger Bakken, verdens ældste forlystelsespark. Siden Kirsten Piil opdagede den helbredende kilde for mere end 400 år siden, har Bakken tiltrukket millioner af sommerglade gæster fra nær og fjern.
I dag er Bakken den anden mest besøgte attraktion i Danmark med flere end 32 forlystelser, spil, revy og et væld af spisesteder, der stadig drives af dedikerede teltholdere samt deres familier. Besøgende betaler ikke for entré, ej heller for de mange gratis udendørs koncerter, for Pjerrots klassiske forestillinger eller for den gadegøgl, der altsammen er med at til skabe en stemning af folkelighed, tradition og fornyelse på Dyrehavsbakken.