Efteraar_Bakken_Halmballe_Labyrint_Underholdning_Aktivitet.jpg

Bakken er klar til efterårsferie

Farverig høstfest og underholdning for alle fra 10.-18. oktober.

Farverig høstfest og underholdning for alle

I efterårsferien byder Bakken på både efterårsudsmykning, forlystelser, lækkerier på stribe samt masser af gratis underholdning og aktiviteter.

Lørdag den 10. oktober åbner Bakken for tredje gang i sin 437 år lange historie for gæster i efterårsferien. Ni dage i træk inviterer forlystelsesparken til en eventyrlig og smuk efterårssæson i Dyrehaven.

Her vil både fugleskræmsler og græskar pynte i Bakkens gader og stræder, og foran Friluftsscenen ligger igen i år den store og populære halmballelabyrint, der indbyder til en masse fri leg.

Glædeligt gensyn

På Friluftsscenen kan børn og voksne glæde sig til en masse sjov underholdning, når både Onkel Reje og Ramasjang Mysteriet er tilbage på Bakken, hvor de skiftevis skal underholde i løbet af efterårsferien.

De kendte Ramasjang-karakterer glæder sig til at sætte gang i lattermusklerne hos publikum, og det samme gør Bakkens Pjerrot, der som sædvanligt tryller og fortæller hele efterårsferien i sine tre daglige forestillinger.

"Jeg elsker at være på Bakken. Det er noget særligt at optræde med den gamle trærutchebanes rumlen i baggrunden, og være en del af flere hundrede års gøgl, fest og ballade,” lyder det fra Mads Geertsen, der er personen bag karakteren Onkel Reje.

Høstfest for alle

Alt dette og mere til kommer til at udgøre rammerne for efterårsferien, som Bakken lige nu er i fuld gang med at få stablet på benene til åbningsdagen den 10. oktober, hvor forlystelsesparken efter en lukkeperiode på blot fire uger atter åbner den røde port for gæster.

”Vi glæder os helt fantastisk til vores efterårssæson. Vi ved, at netop efterårsferien er en ferie, hvor især børnefamilier efterspørger underholdning og aktiviteter. Bakken har fri entré og samtidig gratis underholdning, så alle kan være med, og det betyder meget for os. Bakken er for alle, og det er jo oplagt at kombinere en tur i Dyrehaven med et besøg hos os,” siger Dyrehavsbakkens direktør, Nils-Erik Winther.

Grundet Covid-19 vil publikumsområdet foran Friluftsscenen blive hegnet ind i forbindelse med efterårsferiens underholdning, og der vil være adgang til 500 gæster. Det er ikke muligt at forudbestille plads i det indhegnede areal, og Bakken opfordrer derfor folk til at dukke op i god tid. Heldigvis optræder Onkel Reje og Ramasjang Mysteriet hver dag i løbet af efterårsferien, og der er masser af muligheder for at opleve de populære karakterer fra Ramasjang.

Sidste år kunne Bakken for første gang også præsentere det uhyggelige halloweenområde, Rædselsskoven. Grundet Covid-19 har det ikke været muligt at opføre og afholde området og samtidig efterleve myndighedernes restriktioner.


Aktiviteter og underholdning på Bakken i efterårssæsonen 10.-18. oktober

Onkel Reje optræder den 12.14. oktober på Friluftsscenen kl. 13 

Mesterdetektiven Kristian optræder med Ramasjang Mysteriet den 10., 11., og 15. -18. oktober kl. 13

Pjerrot optræder 10.-18. oktober ved sit lille hus kl. 15, 16 og 17

Halmballelabyrint er opstillet til fri leg ved Friluftsscenen

Korsbæk Mesterskaberne 2020: Danmarks største og ultimative quiz i paratviden om Matador den 11. oktober kl. 13. (348 kr. inklusiv frokost og drikkevarer ad libitum i Korsbæk)

Alle forlystelser, spil og spisesteder mm. holder åbent i efterårssæsonen. Bakken har åbent fra 10. Til 18. oktober fra kl. 12-20. 

Information


Udsendelse

2. oktober 2020

Tema

Kultur, Event, Sæson

Kontakt

Presseansvarlig, Pernille Danielsen
Send mail til presse@bakken.dk

Læs flere pressemeddelelser

#MITBAKKEN

Køb turbånd online og spar! KØB ONLINE