Bakkens Fodbold Festival er et stævne for børn i alderen 9-12 år(årgangene U-9, U-10, U-11 og U-12), og det løber af stablen den sidste weekend i maj 2010. Bakkens Fodbold Festival starter om formiddagen i nærliggende fodboldklubber. Her kæmpes der på fodboldbanerne i værtsklubberne - alle hold spiller i 5-holds puljer, og alle spiller hver fire kampe. Når børnene og deres træner har spillet deres sidste kamp, så går turen til Bakken. På Bakken får alle spillere overrakt deres medaljer.
Noget af Bakkens område vil i weekenden den 29. – 30. maj blive lavet om til ’Grønsværen’, hvor de børn, som stadig har energi i benene efter deres fire kampe uden for Bakken - samt Bakkens øvrige gæster - kan tage en omgang fodbold på nogle mindre baner med netbander. Alle børn kan også teste deres jongleringsevner i ”telefonboksen” og afprøve deres topscorer-talent. På Bakkens Friluftsscene vil der være underholdning i form af ”Veras Fodboldakademi”.
Arrangementet får også besøg af nogle af Superligaens stjerner, der stiller op til autografskrivning og foto-seance.
Bakken den 29.-30. maj 2010
Du kan læse mere om turneringen på www.sbu.dbu.dk