Bakkens gamle trærutschebane
Nærmest majestætisk ligger den gamle trærutschebane midt på Bakken. Og det har den gjort lige siden den 16. maj 1932.
Selvom Rutschebanen er over pensionsalderen, så giver det stadig et rigtig godt sug i maven, når vognene suser ned over skinnerne.
Rent faktisk er der ikke så meget tilbage af den originale bane - kun nogle få bjælker. Der udskiftes nemlig så meget træ hvert år, at banen næsten er bygget 10 gange.
Banen er 852 meter lang. Det højeste punkt er 22 meter og ned af den højeste bakke, når farten helt op på 75 km/t. Turen varer gennemsnitlig 2 minutter og 30 sekunder.



