Pressemeddelelse 25. marts 2010
Op imod 7.000 børn med forældre og familier ventes at deltage i Bakkens Fodbold Festival 2010, der bliver Sjællands Boldspil-Unions største satsning i år.
"Det er sjovt at spille fodbold” har længe været Sjællands Boldspil-Unions slogan i arbejdet med de yngre årgange ude i unionens 365 medlemsklubber med 80.000 fodboldspillere. Og nu bliver der virkelig noget om snakken. SBU har nemlig indgået samarbejde med Dyrehavsbakken om afvikling af et kæmpe fodboldstævne for børn i alderen 9-12 år med efterfølgende familiehygge og sjov på Bakken med bl.a. turbånd til alle ungerne.
Bakkens Fodbold Festival finder sted i den sidste weekend i maj og forventes at tiltrække op imod 7.000 børn og deres familier. Fodbold Festivalen afløser de afsluttende stævner for de pågældende årgange, og det er hensigten, at familiebegivenheden skal være en fast tradition i årene fremover.
"Vi har de senere år satset hårdt på at udvikle børnefodbolden, og samarbejdet med Bakken om Bakkens Fodbold Festival er et led i vores målsætning om at tilbyde nogle gode kvalitetsrige arrangementer for vores fodboldglade børn," siger administrationschef i Sjællands Boldspil-Union, Jens Erik Jensen.
Sport krydret med underholdning og aktiviteter
Bakkens Fodbold Festival starter om formiddagen i nærliggende fodboldklubber. Her kæmpes der på fodboldbanerne i værtsklubberne - alle hold spiller i 5-holds puljer og alle spiller hver fire kampe. Når børnene og deres træner har spillet deres sidste kamp, så går turen til Bakken. Her får alle spillere overrakt medaljer og et turbånd, som giver fri adgang til alle Bakkens forlystelser resten af dagen.
En del af Bakken bliver i weekenden den 29. – 30. maj lavet om til ’Grønsværen’, hvor de børn, som stadig har energi i benene efter deres fire kampe uden for Bakken, kan tage endnu en omgang fodbold på nogle mindre baner med netbander. Børnene kan også teste deres jongleringsevner i ’telefonboksen’ og afprøve deres topscorertalent.
På Bakkens Friluftsscene vil der være underholdning i form af ’Veras Fodboldakademi’ Vera er den kagespisende rappenskralde, som mange børn kender fra TV´s børneprogram ’Rutsj’. Arrangementet får desuden besøg af nogle af Superligaens stjerner, der stiller op til autografskrivning og fotoseance.
Kontakt Sjællands Boldspil-Union for yderligere information:
Rie Døllner, kommunikationskonsulent
Tlf. direkte 4634 0738
Mobil 6155 8605