Pressemeddelelse 24. juni 2010
Et år er gået, siden vi sidst oplevede, hvad vi danske med medfødt optimisme kalder årets smukkeste tid, den danske højsommer. Den sommer, som Thøger Larsen omtaler så kærligt med ordene: ”Du danske sommer, jeg elsker dig”, hvorefter han fortsætter med kærlighedens tålmodighed ved at sige: ”skønt du så ofte har sveget mig”, og endda med tilføjelsen: ”mer, mer, mer hver gang det sker”. Dét kan man da kalde kærlighed.
Den ene dag har vi højsommer og 25-30 grader, den anden dag efterårsstorm og rusk. Regn, torden og lynild. Den ene dag høj himmel og havvand, som klukker mod strandkanten, hvor det igen med Thøger Larsens kærlighedsbesatte ord vrimler med ”nøgne piger” ved skov og strand og så den næste dag lavt og tungt rullende skyer og høje skummende bølger med rødt flag på stranden. Og pigerne er klædt i sweatere og går med store gummistøvler.
Al denne foranderlighed er lige netop charmen ved den danske sommer og Danmark. Man ved aldrig, hvor man har sommeren. Man ved aldrig, hvordan det bliver i morgen. Man ved heller aldrig, hvor man har danskerne. Man ved aldrig, hvad danskeren kan finde på. Når man ikke tror på dem, overrasker de og vinder. Når man tror på dem, overrasker de og taber. Derfor er vores sportsmotto ikke uden grund: Tab og vind med samme sind. Men det er nu sjovere at vinde.
Det er derfor vort fodboldhold sætter points til, når man er mest sikker på, at det vil vinde, og tager points, når man er mest sikker på, at de sætter dem til. Og for at bevare spændingen, giver de gerne modstanderne et mål fra starten. Vort fodboldhold efterlever i sandhed digterpræsten Kaj Munks motto om sig selv: ”Man ved aldrig, hvor man har mig, og det ved jeg heller aldrig selv.
Vi danskere er uberegnelige, men vi er ikke utilregnelige. Dét er en afgørende forskel. Eller som forfatteren til Midsommervisen, Holger Drachmann skrev: ”Jeg sætter min hat, som jeg vil”. For sådan er vi. Vi sætter vore hatte, som vi vil. Og kommer nogen og fortæller os, hvordan den skal sidde, sætter vi den i hvert fald ikke sådan.
Selv om der ikke er noget, som hedder nationalkarakter, så er der alligevel noget nationalt over vores karakter. Vort uberegnelige sind hænger nok sammen med det uberegnelige vejr.
Vi kan være overstadigt glade, og i gamle dage var vi i hvert fald verdensberømte for vore evige smil og store venlighed, for festerne i kolonihavehusene og i forsamlingshusene. Vi fandt altid en anledning til at feste. Det gør vi ikke så meget mere. Vi er blevet alvorlige, forsigtige.
For nogle år siden kunne vi købe hele verden. Nu ejer vi ikke en rød reje.
Vi er nok også blevet mere tillukkede og sure, se blot hvordan vi ser ud i busserne om morgenen. I bussen tænker vi kun på at overleve efter Darwins gamle lov om, at den stærkeste overlever. Sjældent ser man nogen rejse sig for en dame, endsige en ældre dame i bussen, skønt også den høflighed var især vi kendt for. Lige så sjældent er det for resten at se en cyklist holde tilbage for rødt lys.
Men når alt kommer til alt, har vi jo ikke så meget at være sure over, så ”hvorfor skal det være så surt alt sammen?” som vor store komiker Jørgen Ryg spurgte? Det er jo godt at være dansker. De fleste af os betaler vores skat med glæde, sådan da. Vi er i hvert fald glade for alt det, vi får for skatten, vi vil bare gerne have noget mere af det – uden at betale for det.
Vi elsker vores familie, vi vil bare gerne se noget mere til den, efter at de gamle dages søndagsfrokoster er forsvundet sammen med de gamle familietraditioner, men vi hænger alligevel ved traditionerne.
Nu starter skolernes sommerferie snart, og vi må håbe, at det gode vejr holder til august, når vi nu har rykket ferien en uge. Men hvis regnen vinder, så rejser vi bare. Som den unge sangskriver Peter Sommer skriver: ”Væk væk, og det kan ikke gå hurtigt nok / Se på himlen flyver charterfly i flok / Det er da nemt at holde den kørende / men det koster det gule ud af ørerne”.
Sådan er det og sådan er vejret. Sådan er livet. Sådan er vi. Og det er godt sådan. Så selv om danskens motto nogen gange kunne være: vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får, så har vi alligevel indført nye traditioner, såsom f.eks. pinsens samba, hvor de nøgne piger nu ikke færdes ved stranden, men midt i byen! Selv om det er hundekoldt, og lårene er fulde af gåsehud, men vil vi have brasilianske tilstande, så tager vi dem, selv om Danmark ikke ligefrem har vejret til det. I stedet for som i gamle dage at se pinsesolen danse, ser vi pigerne danse.
Til gengæld danser vi alle omkring juletræet, eller gør vi for resten også det? Nej os skal man ikke regne med, for hvis vi siger, vi danser, så går vi, og det kom bag på en udlænding, der for første gang fejrede dansk jul. Han havde hørt, man dansede rundt om juletræet, så op sprang han og dansede rundt, indtil danskerne rystede opgivende på hovedet af ham og tog ham for en tosse.
Vi danser heller ikke om Sankt Hans-bålet. Vi står omkring det. Dette bål symboliserer også en af vore traditioner.
Over alt i aften tændes bål. Det er et smukt syn og et smukt fællesskab, når vi danskere samles for at være sammen, for at fastholde en tradition, for at synge sammen og glæde os over, at vi nu langt om længe har højsommer. Men selvfølgelig har vi ikke lagt Sankt Hans på årets længste dag, for den har vi haft, men det er jo også tegn på vores uberegnelighed. Vi siger, vi fejrer årets længste dag, men det gør vi bare ikke. Vi fejrer den tredje længste.
Sådan er vi. At det er den længste, er bare noget vi leger. Ligesom vi leger, vi har Sankt Hans-heksene og julemanden. Vi har brug for legen. Vi har brug for glæden. Vi har brug for det uberegnelige, det improviserede. Vi har brug for barnesindet, for alle de glæder, vi kan give hinanden. Den uventede glæde er dog den største. Lad os overraske hinanden, for vi skal huske, at glæden, vi giver hinanden, er den største glæde. Og husk på: glæde har man kun sammen.
Man kan være tilfreds alene, endda lumsk godt tilfreds, og man godter sig alene, men dét er jo ikke glæde, højst selvglæde. Glæde er noget, man har sammen med andre, med et barns hånd i sin, med en hustrus eller kærestes faste håndtryk en aften som denne. Glæde får man ved den andens smil og glimtende øjne, ved et barns forventning, som man formår at imødekomme og opfylde. Gennem den gavmilde overraskelse, for det er ikke helt sandt, som vor store filosof Søren Kierkegaard sagde til sin forlovede: ”Forventningens glæde er den største.”
Det var dengang, han inviterede hende i teatret, men straks de nåede teatret, fulgte han hende hjem igen, for nu havde hun da hele dagen haft forventningens glæde, hvad skulle hun da så med opfyldelsen!
Jeg kan godt se, at nogle unge mænd nu har fået en god idé, men pas på: den går ikke længere. Sådan lader moderne danske kvinder sig ikke behandle mere. Og det er godt sådan. Vi skal opfylde hinandens forhåbninger og forventninger. Vi skal gå i møde og ikke være bange for at tage det første skridt. For er vi alle for stolte til at tage det første skridt, kommer ingen ud af stedet.
Der skal i grunden ikke så meget til. Derom vidner vores store eventyrdigter HC Andersen i sit eventyr om hyrdinden og skorstensfejeren, hvor skorstensfejeren vil glæde hyrdinden med at vise hende hele den vide verden og trækker hende op på taget. Der sidder de, og de ser ud over verden, hvorpå hun tilfreds siger: ”Nu har du vist mig hele den vide verden. Nu kan du godt følge mig ned igen”. Mere skulle der i grunden ikke til. Han havde vist vilje og kærlighed, selv om det ikke blev til den store jordomrejse, og hun viste taknemlighed og påskønnelse.
Forventninger er der også hos alle jer, der er kommet her i aften, for at se Sankt Hans-bålet blive tændt. Forventning om lys og varme, om at fastholde lyset og stå imod mørket, der altid sænker sig om os og fylder os med uvished.
Derfor karakteriserer vores midsommervise i første strofe Sankt Hans som ”bunden af sommerens hjerter, så varme så glade”, men i tredje strofe synger vi om ”ufredens ånd”, som sommerens varme hjerter skal kæmpe imod, så vi vinder den fred, der kan vindes, ”hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde”. Og sandt at sige mærker vi i disse år ”ufredens ånd” omkring os. Men denne ufredens ånd, der som mørket truer os med ukendte farer, kan vi netop slå med varme hjerter i modsætning til terroristernes kolde hjerter, som vore tapre soldater bekæmper i Afghanistan.
Denne nye fjende vinder vi over ved ikke at lade os lamslå af tvivlens kulde, der fratager os glæden ved livet og troen på os selv og vores ret til at leve, som vi vil. I aften brænder vi heksen og sender hende til Bloksbjerg. Hun symboliserer det dæmoniske, det onde, som ikke kan tåle glæden og lyset. Det trives kun i mørke. Heksen er natsiden af vores væsen, egoismen og skadefryden, men alt det vil vi ”fra livet med glædesblus holde”, og det gør vi i aften ved at fejre glæden ved at være sammen om varmen, lyset, kærligheden og børnene. Deres fremtid, frihed og feststemning skal ingen have lov til at ødelægge.
Men danske hekse er nu engang ikke som andre hekse. En nulevende dansk heks har forklaret, at Sankt Hans er ”dagen, hvor hekse og kvinder generelt kan tillade sig at være mere strålende. Der er så stærke kræfter løs denne dag, at man kan få sin egen kraft frem ved at lytte til jorden. Som kvinde er det en oplagt dag at kaste det svage og kujonagtige af sig – det, der kommer af, at mange kvinder i det daglige sniger sig langs hushjørnerne og sætter lyset under en skæppe”.
Se, det er nok sådanne danske hekse, Thøger Larsen tænkte på, da han skrev om de nøgne piger ved skov og strand og ville have mer, mer, mer, hver gang det sker. Vi vil have mer, ligesom vi vil have mere for skatten og mere af staten og mere af kommunen. Lad det vidne om, at vi vil have mere af hinanden, fra hinanden og med hinanden. Lad det betyde, at vi danskere ikke lader os nøjes med det næstbedste, når nu vi kan skabe det bedste for hinanden. Og lad os da nu tænde dette store bål i denne dejlige dyrehave i det dejligste land på den festligste dag, Sankte Hans! God fest, og God Nat!
