Pressemeddelelse 9. december 2008
Center-direktør og tidligere professionel håndboldspiller bliver ny topchef på Bakken
Tirsdag blev spændingen om, hvem der skal være Bakkens nye adm. direktør, udløst. Ved Teltholderforeningens generalforsamling på Tårbæk Kro blev afløseren for den nuværende direktør præsenteret. Det er en mand. Han er 48 år, hedder Nils-Erik Winther, og han kommer fra en stilling som direktør for Fisketorvet Shopping Center, som han har været med til at opbygge fra scratch. Men han har bl.a. også en mangeårig håndboldkarriere med 40 landskampe bag sig – heraf de 29 på ’Bolcheholdet’ fra 1982.
Det er således både en dreven forretningsmand og en handlingsorienteret holdspiller med stor tiltro til sine medspillere, som skal føre succesen i Dyrehaven videre, når den nuværende direktør, Arne Høy-Nielsen trækker sig tilbage ved udgangen af februar 2009.
”De sidste 13 år har der stået ’Shopatainer’ på visitkortet. Først som marketingschef i SlotsArkaderne i Hillerød og siden 2000 som direktør for Fisketorvet. Det handler i høj grad om detail og købmænd, og her ser jeg en klar linje over til Bakken som virksomhed,” fortæller Nils-Erik Winther med en stemme fuld af smil og begejstring.
Den nye direktør bor privat i Charlottenlund med sin kone Katrina og parrets tre børn; Joakim, Rose og Karla på henholdsvis 18, 15 og 9. Og især den mindste er efter Nils-Erik Winthers udsagn ’helt ellevild’ og render rundt med armene over hovedet, fordi farmand har lovet hende gratis adgang til Bakken ;-).
”Som familie kommer vi jævnligt i Dyrehaven, som er et fantastisk område, og ofte er turen endt med et besøg på Bakken. Jeg kender derfor udmærket etablissementet som bruger, og jeg oplever virksomheden som en succes. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at skulle være med til at videreføre Bakken som Danmarks forlystelsespark nummer ét,” siger Nils-Erik Winther.
På den nye Bakkedirektørs CV fylder hans håndboldkarriere fra 1980-1991 kun nogle få linjer, men i hans virkelige liv fylder håndbolden en del mere. Faderen spillede håndbold, og både Nils-Erik og hans søster, Anne Marie Winther, arvede et gen der og opnåede begge en flot karriere og mange kampe på såvel U- som A-landsholdene. Sideløbende realiserede han fra midten af 80’erne en drøm om at spille professionel håndbold – først i CajaMadrid i Spanien og siden i den schweiziske klub Grasshoppers. Faktisk dyrker Nils-Erik Winther stadigvæk håndbold. Han spiller i dag Elite A Old Boys for Virum Sorgenfri.
”Derudover spiller jeg golf som medlem af Søllerød Golfklub siden 1988, samt tennis som medlem af Gentofte Tennis Klub,” siger Nils-Erik Winther, der betegner sig selv som et privilegeret menneske.
Nils-Erik Winther tiltræder stillingen som adm. direktør for A/S Dyrehavsbakken den 1. februar 2009.
Kontaktinformation:
Nils-Erik Winther, tlf. mobil 24 63 19 87