ForsideBakkens forretningerUnderholdningTemadageBakken A-ÅGrupperOm BakkenKontakt

Ølfest på Bakken med Danmarks største ølbar

Pressemeddelelse 27. juli 2009

 

I samarbejde med Carlsberg og Danske Ølentusiaster arrangerer Dyrehavsbakken fredag og lørdag to festlige dage i øllets tegn og kårer Årets Ølbassadør 2009.

 

 

 

Fredag og lørdag den 31. juli-1. august danner Dyrehavsbakken nord for København rammen om ’Bakkens Store Ølfest’. Ølfesten, der er en af sommerens faste og festlige traditioner på Bakken, arrangeres i samarbejde med Carlsberg og Danske Ølentusiaster.

 

På pladsen foran friluftsscenen kan man i de to dage opleve Danmarks største ølbar, som betjenes af Danske Ølentusiaster. Her er der mulighed for at smage på 150 forskellige slags øl fra 30 forskellige bryggerier.

 

Men også nogle af Bakkens beværtninger er i særlig Ølfest-stemning. I Plænebaren er der fx Tyroler Ølfest med levende tyrolermusik fra kl. 16 begge dage, og lørdag fra kl. 19 inviterer Sommerlyst igen til afterski-party – ligeledes i ægte tyrolerstil.

 

På friluftsscenen og i en række ølboder vil der være forskellige ølspil og –konkurrencer, hvor hovedgevinsten er en hel palle Tuborg. Bl.a. vil ølskribenten Allan Mylius Thomsen både fredag og lørdag – begge dage kl. 14.15 – være vært ved en ølquiz ved Folkets Talerstol, hvor han samtidig fortæller levende om øllets historie.

 

Kåring af Årets Ølbassadør 2009

Vanen tro kåres årets ”Ølbassadør” i forbindelse med ølfesten på Bakken. Årets Ølbassadør er en ærespris, som Dyrehavsbakken hvert år uddeler i samarbejde med Carlsberg. Prisen gives til en person, som via sin omgang med og sit forhold til øl har virket som en god ambassadør for den danske ølkultur.

 

De seneste fire års modtagere af prisen er Ritt Bjerregaard, Ole Stephensen, Naser Khader og Mik Schack. Kåringen af Årets Ølbassadør 2009 finder sted fredag eftermiddag kl. 14.

 

 

 

 

Billedtekster:

I Plænebaren kan deltagerne i Bakkens Store Ølfest opleve ægte tyrolerstemning med levende musik og svingende ølkrus.

 

Under Bakkens Store Ølfest kåres Årets Ølbassadør 2009. Sidste år gik prisen til Mik Schack (billedet).

 

Mens ølskribenten Allan Mylius Thomsen fortæller om øllets historie fra Folkets Talerstol kan deltagerne i Bakkens Store Ølfest være med i en ølquiz.