Pressemeddelelse 19. august 2009
Bakkens Oscar gik i år til en af Bakkens egne, nemlig teltholder Flemming Barfod, der bl.a. driver Bakkens Femkamp, som indgår i enhver firmaskovtur eller polterabend med respekt for sig selv.
Hjertet banker varmt for Bakken, og øjnene bliver helt blanke, når Flemming Barfod beretter om sit forhold til ’verdens bedste forlystelsespark’. I mere end en menneskealder har Dyrehavsbakken dannet rammen om den nu 71-årige teltholders professionelle virke, og onsdag blev Flemming Barfod hædret for sin utrættelige passion for forlystelsesparken i udkanten af Jægersborg Dyrehave med Bakkens Oscar.
I 1977 købte Flemming Barfod Palæ Isbar på Bakken og blev dermed teltholder. Han havde dog allerede den særlige Bakke-kultur godt inde under huden, idet Barfods forældre også var teltholdere og allerede på det tidspunkt havde drevet ’Telt 123’ i mange år. ’Teltet’ ejes i dag af Flemming Barfod, der i forbindelse med overtagelsen ændrede forlystelsens karakter og skabte ’Bakkens Femkamp’. Konceptet blev hurtigt vældig populært, og sportskonkurrencen - hvor man dyster i fem sportsgrene - indgår i dag i næsten enhver firmaskovtur eller polterabend, som foregår på Bakken.
Siden har Flemming Barfod overtaget flere andre forlystelser, ligesom har i en halv snes år forpagtede Pjerrots kiosk. Endvidere har han siddet i bestyrelsen for A/S Dyrehavsbakken i sammenlagt 18 år, og er endvidere medlem af det såkaldte ’Stiludvalg’, der holder øje med, at de enkelte teltholdere overholder forskrifterne vedrørende udformning af facader, skiltning m.v.
Kæmpe veneration for Bakkesamfundet
I starten af 2009 måtte Flemming Barfod have lidt hjælp til, at hans hjerte fortsat kunne banke for Bakken. Han gennemgik således en stor hjerteoperation for at blive en arvet hjertelidelse kvit - en hjertelidelse, som tog livet af såvel hans far som hans bror.
Operationen gik godt, men der stødte efterfølgende alvorlige komplikationer til, så Barfod endte med at ligge i respirator i 12 dage. I dag er teltholderen imidlertid erklæret fuldstændig rask, selvom han stadigvæk går til genoptræning. Men han tænker tilbage på sygdomsforløbet med stor veneration for Bakkesamfundets opbakning til ham i krisens stund.
”Der blev bl.a. samlet ind til et langt og behageligt rekreationsophold på Skodsborg, og jeg vil aldrig glemme den varme hjertelighed, som strømmede mig i møde fra alle sider herude,” siger Flemming Barfod med blanke øjne.
”Jeg må også indrømme, at jeg er både glad og stolt over at modtage Bakkens Oscar. Det betyder rigtig meget for mig, og det får mit hjerte til at banke endnu varmere for Bakken. Hvis det overhovedet er muligt, for jeg elsker dette herlige sted, og jeg fortsætter herude lige så længe, jeg kan holde den gående.”
Verdens bedste forlystelsespark
Flemming Barfod har dog valgt at trappe lidt ned. Allerede for flere år siden blev flere af hans forretninger overdraget til fruen, og fra i år står sønnen Frederik Barfod for den daglige drift af de resterende forretninger.
”Så helliger jeg mig det, som jeg holder allermest af – nemlig markedsføringen af vores aktiviteter.”
”Det er enormt spændende. Når jeg kommer rundt og siger ’God dag. Mit navn er Flemming Barfod – Dyrehavsbakken’, og den, jeg står over for, hører det sidste ord – Bakken – så er det som om alle døre åbner sig. For alle kender Dyrehavsbakken – og i langt de fleste tilfælde bliver man mødt med en positiv holdning til stedet. Folk kan godt lide vores lidt skæve vinkler på alting. Derfor tøver jeg ikke med at kalde Dyrehavsbakken for ’verdens bedste forlystelsespark,” slutter årets modtager af Bakkens Oscar.
Rollemodel
Hædersprisen i form af et maleri af Jeppe Eisner – inspireret af prismodtagerens store hjerte for Bakken - blev overrakt af sidste års prismodtager – statsskovrider Klaus Waage.
I sin overrækkelsestale sagde Klaus Waage bl.a.:
”En enig komité har peget på dig som modtager af Bakkens Oscar 2009. Forslaget gav slet ikke anledning til debat. Anderledes var det med begrundelserne. Dem var der næsten lige så mange af, som fremmødte. Men fællesnævneren var, at du ikke kun er drivkraften i dine egne forretninger – du er hele Dyrehavsbakkens mand. Og er det ikke netop det, der er selve ideen med Bakkens Oscar,” lød det fra statsskovrideren, inden han ønskede Flemming Barfod tillykke med ønsket om, at hans Bakkesind måtte gøre ham til rollemodel for teltholderne på Bakken.