Pressemeddelelse 16. juli 2009
Når mere end 150 julemænd fra hele verden i næste uge samles på Dyrehavsbakken er den 80-årige Erik Cassandra, Albertslund, alderspræsident
Med sine 80 år er Erik Cassandra, Albertslund, alderspræsident blandt de mere end 150 julemænd, som i næste uge samles på Dyrehavsbakken til Julemændenes Verdenskongres 2009.
Erik Cassandra startede sin julemandskarriere helt tilbage i 1951 på Bornholm, hvor han oprindeligt kommer fra. Han indstillede først sin aktive julemandsvirksomhed for to år siden – og kun fordi en blodprop i hjernen tvang ham til det. Senest var han således aktiv som Fisketorvets officielle julemand.
Men julemændenes verdenskongres skal han med til, som han har været det igennem mere end 25 år. Og netop i år, hvor kongressen får en romantisk optakt i form af et nissebryllup mellem Pjerrots datter Sine og hjælpenissen Rune, glæder Erik Cassandra sig ekstra meget.
”Julemandskongressen er noget, som jeg altid har glædet mig til. Og det har været en stor oplevelse hver gang. Men i år bliver det noget særligt,” fortæller Erik Cassandra, der ved siden af julemandsgerningen har levet af at rejse Danmark tynd og optræde som artist og ballonklovn.
”Jeg har kendt Pjerrot i mange år bl.a. via Magisk Cirkel, der er vores fælles ’brancheforening’. Og jeg glemmer aldrig en gang i slutningen af 1980’erne, hvor jeg efter en gøglerfestival i Ålborg drejede om et hjørne – og mod mig kom Pjerrots nu afdøde kone med en næsten nyfødt Sine i en barnevogn. Lige siden har jeg fulgt hende, og jeg er stolt på hendes vegne af, hvad hun allerede har drevet det til som kunstner og bugtaler trods hendes kun 21 år. Så jeg synes, at jeg skylder hende og Rune at komme til deres bryllup,” siger Erik Cassandra.
Trods alderen har den 80-årige julemand fortsat et glad nissesind, og i hjemmet i Kronens Kvarter i Albertslund er der julestemning året rundt. Nissemor Aase, som selvfølgelig også skal med til nissebrylluppet på Bakken, er nemlig sekretær i Dansk Julemandslaug.