Pressemeddelelse 13.3.2008
Når Dyrehavsbakken åbner for den nye sæson, åbner der også et nyt og spændende spisested. Stedet hedder To Søstre og ejes samt drives af Bakke-pigerne Stephanie og Vanessa Dahl på bare 23 og 19 år.
Spanske retter og Tex-Mex er på menuen, når To Søstre slår dørene op til den nye sæson på Bakken. Bag spisestedet står Danmarks yngste restauratører og Bakkens hidtil yngste teltholder. Men selvom de to søstre er nye i faget som selvstændige, har de tilbragt hele deres liv på Bakken og i restaurationsbranchen.
”Vi vil bringe en ny generation ind på Bakken, mens vi samtidigt holder fast i de traditioner, som vi nok kender bedre end nogen andre,” fortæller søstrene, som er vokset op på Bakken og har været i restaurationsbranchen og i den gamle forlystelsespark hele deres liv.
Bakke-blod i årerne
Det var søstrenes oldefar, der i sin tid kom til Bakken med sine forældre i 1880’erne. Allerede i en ung alder købte han den gamle hestekarrusel, som i dag er over 110 år gammel, og som stadig er i familiens eje. Samtidigt drev han to omrejsende tivolier, ligesom han ejede flere forretninger på Bakken. Siden tog hans datter over, og efterfølgende er hendes to sønner, Morten og Carsten Dahl, blevet vaskeægte Bakke-folk. Stephanie og Vanessa har altså uden tvivl Bakke-blod i årerne.
Og Stephanie endte da også næsten med at blive født i den gamle forlystelsespark, idet fødslen gik i gang, mens moren var på job. Og fordi forældrene har haft flere forlystelser og spisesteder på Bakken gennem årene, har pigerne tilbragt hele deres liv derude, mens de har stået for bamseopfyldning, servering og har fungeret som tjenere.
To kærligheder kombineret
Det er Telt 33, den tidligere Kastanie Café, som de to søstre har overtaget i december, og som siden har gennemgået en gennemgribende renovering, så det nu er et flot og indbydende latino-inspireret spisested.
Grunden til, at det netop er blevet spansk-inspireret er, at de to søstre, udover en stor kærlighed til Bakken, også elsker Spanien højt, idet de ofte har tilbragt deres ferier her, når endnu en hektisk sæson i forlystelsesparken var overstået.
”Vi glæder os til sæsonen, som bliver vores første med vores helt egen forretning. Vi er meget stolte af den og ser frem til en endnu en sæson på Bakken med glæde, sjov, fest, farver og ikke mindst hårdt arbejde,” smiler de to søstre, som begge er handelsstudenter og desuden har opbygget en masse erfaring inden for branchen på forældrenes mange restaurationer, som blandt andet tæller Park Café, Park Nightclub, Rosie McGee’s og Celcius.