Pressemeddelelse 2.5.2008
Lørdag den 3. maj lader Bakken startskuddet gå til en helt ny og meget nordisk tradition på Bakken, nemlig de såkaldte Nordiske Mesterskaber.
Når Bakken inviterer hele Norden til Nordiske Mesterskaber på Bakken den 3. maj mellem kl. 13 og 15, handler det hverken om fodbold, håndbold eller ishockey.
Nordiske Mesterskaber på Bakken handler nemlig om alt andet end traditionel sport.
Man har i stedet lagt den sædvanlige skæve og underholdende ”Bakke-vinkel” på arrangementet, og holdene skal derfor dyste i disciplinerne Volvoskub, Christianiacykel-race, Olieboring, Skiløb, IKEA-samling og Hygge.
Nordens bedste
Sverige, Norge og Danmark stiller med hvert deres hold bestående af otte toptunede unge mennesker, der alle dyster om flotte præmier og ikke mindst æren om at blive nordens bedste inden for de specielt nordiske discipliner.
Fra Sverige deltager et hold studerende fra Lunds Universitet, Campus Helsingborg, med Philip Engström som holdkaptajn.
Fra Norge deltager otte medlemmer af Det Norske Studentersamfund i Danmark med Silje Holsen som holdkaptajn.
Og det danske hold består primært af studerende fra CBS.
Men om danskerne er bedre til at skubbe en Volvo end svenskerne, om nordmændene er bedre til at skabe dansk hygge end danskerne, eller om danskerne er bedre end nordmændene til at grave efter Nordsøolie og derefter konsumere samme, det må hele Norden altså vente i spænding med at opdage til den 3. maj.
Nordiske Mesterskaber foregår på og omkring Bakkens Friluftsscene lørdag den 3. maj fra kl. 13:00 til cirka 15:00.
<//font>