Pressemeddelelse 13.3.2008
2008 er det år, hvor legenden om Kirsten Piil og den hellige kilde i Jægersborg Dyrehave fylder 425 år. En legende, der med årene udviklede sig til det kildemarked, der i dag er bedre kendt som verdens ældste forlystelsespark; Bakken.
Hvad er derfor mere oplagt end at genoplive kildemarkedet i skoven på 425 års dagen for fundet af kilden? Det er netop, hvad Bakken gør i denne sæson.
425-året for opdagelsen af den legendariske helsebringende kilde i Dyrehaven markeres med en lang række forskellige aktiviteter, men den mest ambitiøse af dem er genskabelsen af et historisk kildemarked, der løber af stablen i den oprindelige kildetid - nemlig i ugen omkring Sankt Hans.
Markedet ser ud, som det ville have gjort i 1800-tallet, idet kulissen er en teltby i skoven lige uden for Bakkens område og i nærheden af det sted, hvor Kirsten Piil i 1583 fandt en kilde, som man dengang mente havde særligt helsebringende vand.
Legenden om Kirsten Piil
Man kan på den måde sige, at Bakken allerede fødtes i 1583, hvor en ung jomfru ved navn Kirsten Piil fandt en kilde i Dyrehaven. Det gav hurtigt genlyd i hele området, at kilden indeholdt vand med helbredende kraft, og især omkring Sankt Hans opstod der en livlig trafik af mennesker til kilden.
Folk kom i vogne, på bårer og krykker fra København og efter en lang og anstrengende rejse, kunne man altså bede og bade hele natten og dermed styrke krop og sjæl inden hjemrejsen.
Kildemarkedet blev til Bakken
Om kilden rent faktisk var helende og styrkende skal være usagt. Men driftige folk med handelstalent fandt hurtigt ud af, at området i Dyrehaven tiltrak mange mennesker og dermed også kunder, der skulle have mad og gøgl, mens de opholdte sig ved kilden.
Indtil midten af 1700-tallet foregik alt endnu under åben himmel, men herefter begyndte man at rejse telte i den såkaldte kildetid. Og i løbet af 1800-tallet kom de første boder af træ.
Resten af historien kender du. For det, der startede ud som et kildemarked, udviklede sig med tiden til det, vi i dag kalder Dyrehavsbakken. Legenden om Kirsten Piil og dermed Bakkens opståen fylder altså 425 år i år.
Jubilæet bliver fejret på behørig vis med kildemarkedet, hvor publikum vil kunne opleve masser af gadegøgl, akrobatik, keglebaner, rekommandører, forlystelser, stærke mænd, syngepiger og ikke mindst et traktørtelt samt telte med cigarer, øl, børster, honningkager og andet godt – med andre ord alt, hvad der hører til et vaskeægte marked fra 1800-tallet.