ForsideBakkens forretningerUnderholdningTemadageBakken A-ÅGrupperOm BakkenKontakt

Bakken fejrer 425 år

Pressemeddelelse 13.3.2008

Dyrehavsbakken åbner i år tidligere end nogensinde og fejrer 425-året for legenden om Kirsten Piil og den hellige kilde i Jægersborg Dyrehave med 425 nye gode grunde til at besøge verdens ældste – og Danmarks sjoveste forlystelsespark

 

 

Torsdag den 13. marts åbner Bakken, der i år fejrer 425-året for etablissementets grundlæggelse. Åbningsdagen falder i år tidligere end nogensinde i nyere tid. Det skyldes, at påsken i år falder ekstremt tidligt. Til gengæld bliver det også den hidtil længste sæson på Bakken, der lukker den 31. august.

 

Men netop i år passer den lange sæson rigtig godt ind i kalenderen. 2008 er nemlig året, hvor legenden om Kirsten Piil og den hellige kilde i Jægersborg Dyrehave fylder 425 år. En legende, der udviklede sig til det kildemarked, som i dag er kendt som verdens ældste forlystelsespark, Dyrehavsbakken. Og det afspejler sig i et program mættet med gode oplevelser. 

 

425-året markeres med ambitiøst program

425-året markeres på Bakken med en række aktiviteter. Den mest ambitiøse af dem er genskabelsen af et historisk kildemarked i den oprindelige kildetid i ugen omkring Sankt Hans, som det har taget sig ud i midten af 1800-tallet. Kulissen er en teltby i skoven umiddelbart uden for Bakkens område i nærheden af Kirsten Piils kilde. Her vil en blanding af originalt historisk gøgl, forlystelser, serveringstelte samt boder og telte med historiske aktiviteter og informationer blive præsenteret på en autentisk måde. Med andre ord, Bakkegæsten føres tilbage til 1800-tallet og får en oplevelse af, hvordan vore forfædre forlystede sig ved kildetid på Dyrehavsbakken.  

 

I anledning af 425-året præsenterer Bakken endvidere en plancheudstilling med 20 plancher, der er opstillet forskellige steder i forlystelsesparken, og som fortæller uddrag af Bakkens historie. Disse uddrag er hentet fra et jubilæumsskrift forfattet af byhistorikeren Allan Mylius Thomsen, som udgives i løbet af foråret. Og historien bliver yderligere markeret med afsløring af en buste af professor Tribini, som finder sted 29. april.

 

425 gode grunde til at besøge Bakken i 2008

Men herudover byder 2008-sæsonen på et sandt fyrværkeri af nye oplevelser på Bakken. Faktisk har forlystelsesparkens event- og underholdningskontor opregnet, at der er ikke mindre end 425 nye gode grunde til at besøge Bakken netop i år.

 

Ud over genoplivningen af Kildemarkedet anno 1800-tallet, er der flere nye forlystelser. Blandt disse kan nævnes Vandkanonen, der er en spændende nyskabelse for hele familien, hvor publikum kan sejle rundt i små både og rette vandkanonens stråle mod forskellige mål. Crazy Theatre er en anden ny forlystelse. Der er tale om et interaktivt spil, som er det første af sin art i Skandinavien. Her kan publikum afprøve deres færdigheder som cowboys i sadlen på en elektronisk hest, mens de deltager i en cowboyfilm.

 

Fra i år er det også muligt at få rundvisninger bag kulisserne og i skoven omkring forlystelsesparken. Herudover bugner programmet af oplevelser og underholdning, skæve indslag og gøgl tilegnet alverdens ’grevskaber, herskaber og klædeskaber’ Alt sammen i den muntre ånd, som professor Tribini grundlagde for flere menneskealdre siden og som siden har gjort Bakken til en af de 10 mest besøgte forlystelsesparker i Europa.