ForsideBakkens forretningerUnderholdningTemadageBakken A-ÅGrupperOm BakkenKontakt

Håb for fremtiden


På trods af alle fortrædeligheder fremstår Dyrehavsbakken dog stadig som den evigunge forlystelsespark, når den besøgende søger ud i den grønne skov bag De Røde Porte.

Hvert år er der spændende nyheder og gamle og elskede traditioner side om side, som tiltrækker en bred skare af besøgende. Bakken har da også været præget af stadig fremgang i omsætningen i det seneste tiår.

I stedet for den ellers planlagte rutschebane på ”Store Plæne” er der i år etableret en ny stor familieforlystelse - en vandforlystelse kaldet ”Vandkanonen”. Resten af ”Store Plæne” er blevet fornyet med nye børneforlystelser med undtagelse af ”Kaffekoppen”, som dog er blevet tematiseret i tråd med resten af pladsens forlystelser og har skiftet navn til ”AfroKopperne”. Derudover er der nedlagt en spillehal og i denne indrettet et interaktivt teater, ”Crazy Theatre” – en moderne form for skydebane.

Dyrehavsbakkens popularitet skal bl.a. søges i den unikke beliggenhed i skoven. Herudover viser publikumsanalyser, at gæsterne elsker den folkelige og ærkekøbenhavnske stemning, Bakkens historie og traditioner, den fri entre og ikke mindst de mange gode forlystelser og spisesteder.

Dyrehavsbakken har ingen ambitioner om at blive et internationalt turistmål. Man satser derimod på ikke blot at være storkøbenhavnernes og sjællændernes, men også vore sydsvenske naboers foretrukne forlystelsespark. Svenskerne kommer i stigende tal og nyder den autentiske danske folkekultur, som Bakken dyrker, og som vores broderfolk ”hinsidan” beundrer.

Det brogede folkeliv, der bølger i Bakkens teltgader på en sommerdag, er et stykke af den danske folkesjæl. Her kommer familien Danmark, teenagere, unge par, pensionister, turister og børnefamilier suppleret af et stort antal virksomheder på den årlige skovtur. Mange har med tæppe og madkurv først været i Dyrehaven og spist frokost på græs for så at afslutte en dejlig dag på Dyrehavsbakken.

Selv på en lidt grå og regnvåd sommerdag er der en særlig stemning over Bakken. Musikken og de lokkende stemmer fra tombolaer og spilletelte klinger ud over regnblanke Bakkegader. Spillemaskinerne udstøder deres fanfarer. Gæsterne vandrer afslappet rundt eller nyder en kop kaffe, en øl eller et solidt måltid mad i de mange restauranter, inden de søger voksenunderholdning i ”Cirkusrevyen” eller ”Bakkens Hvile”. Børnene i regntøj jubler i køreforretningerne.

Om aftenen flammer lysene. Bodernes lokketoner blandes med klingende musik, skrigene fra rutschebanerne og karrusellerne samt Susanne Lanas honningstemme fra Ølgod.

Ved midnat klinger det hele af som i eventyret om Askepot. Stilheden sænker sig, og lysene slukkes. Så kommer skovens dyr ugenert ind i den gamle have og spiser efterladte popcorn og burgerboller. Her er det, at magien fra Adam Oehlenschlägers “Sct. Hansaftens-Spil” pludselig kommer til live.

Selv om det ikke længere er Kirsten Piils helsebringende kildevand, der trækker de mange gæster, så har verdens ældste forlystelsespark stadig al den danske sommerglæde, folkelige kultur og ikke mindst spændende historie at byde på.

Dyrehavsbakken i dag