 |
 |
 |
 |
 |          | | Men tiden krævede fornyelse. Mikrofoner, forstærkeranlæg og nye mekaniske forlystelser begyndte at sætte sit præg. I 1932 får Bakken sin rutsjebane, dengang Europas største. Den har siden været forlystelsesparkens vartegn. Forlystelsen, hvor kvinder skriger, og mænd indtager stenansigt. I 1925 åbner ”Radiobilbanen” og i 1935 ”Rodeobanen”, der med sine biler blev en elsket forlystelse.
I 1933 får politiet ordnede forhold, og politivagten får en bygning ved indgangen.
Samme år ansættes den 42-årige Jeppine Kristine Hansen (1891-1956) som danserinde i ”Sommerlyst”. Hun havde kunstnernavnet “Miss Florens”. Hun påstod, at hun var uddannet i dans, plastik og mimik under Første Verdenskrig, under et kort ophold i Paris, af operamester Stott. Efter en karriere som primaballerina fortsatte hun på Bakken, selv om danseegenskaberne var noget falmede, og hun i øvrigt sang pibende falsk. Det var også på den tid, at den store og imponerende ”Bakkekroen” opførtes.
Nye tider kræver også ny underholdning. I 1935, hvor kildetiden var udvidet til 121 dage, realiserede en gruppe herrer fra forlystelsesbranchen et nyt tiltag på Bakken, nemlig ”Cirkusrevyen”. Det var den folkekære Osvald Helmuth, restaurationsmanden Oscar Holst, harmonikavirtuosen Herman Gellin og restauratør Carl Petersson. At drive revy i et cirkustelt var skuespilleren Poul Guldagers ide. Det var skovrider Martensen-Larsen, der udpegede stedet, der til vore dage er Cirkusrevyens plads.
Dog gjorde Cirkusrevyen i 1945 en afstikker til København. Her stod teltet i resterne af det saboterede Forum på Frederiksberg. Men efter krigen var teltet tilbage på Bakken. Her sang elskede Liva Weel, her gjorde Elga Olga i 1953 ”Solitudevej” danmarkskendt, Marguerite Viby kvidrede i 1965 som ”Den jazzende husmor”, Dirch Passer og Daimi kyssede i 1967 i gadedøren. Ja, listen over højdepunkter i Cirkusrevyen er alenlang, og revyen fortsætter stadig i dag med succes under Torben “Træsko” Pedersens ledelse.
De gamle forlystelser måtte også forny sig. For at holde liv i ”Bakkens Hvile” ansættes i 1938 den erotiske striptease-danserinde La Begonia fra Martinique. Hun bliver en stor attraktion. Men Danmarks inddragelse i Anden Verdenskrig i 1940 ændrede på mange måder den gamle Dyrehavsbakke.
 - I 1932 fik Bakken sin rutschebane, der dengang var Europas største. Her er den fotograferet en regnvåd formiddag i 1935. Foto: Københavns Bymuseum
 - I 1933 debuterede den dengang 42-årige danserinde Jeppine Kristine Hansen (1891-1956) i ”Sommerlyst”. Hun havde kunstnernavnet ”Miss Florens”. Her ses hun, yderst til venstre, med ensemblet fra ”Sommerlyst” ved pavillonens 50 års jubilæum i 1938. Foto: Københavns Bymuseum
 - Dirch Passer skabte mange udødelige figurer i Cirkusrevyen. Den blev startet i 1935 af bl.a Osvald Helmuth. Her ses Dirch som kæmpebabyen i nummeret ”Op å då” fra 1973. Foto: Revymuseet
|
|
|
 |
 |
 |
 |
|
 |
|