ForsideBakkens forretningerUnderholdningTemadageBakken A-ÅGrupperOm BakkenKontakt

Bakkens lømmelalder


Bakkens forvandling gav anledning til stridigheder mellem politimesteren i Lyngby og skovvæsenet på den ene side og teltholderne på den anden. Sidstnævnte ønskede at følge med tiden og modernisere Bakken. Politimesteren og skovvæsenet ønskede at bevare så meget af det historiske Bakkemiljø som muligt. Til sidst fandt man dog hinanden, og som en rapport fra 1970 konkluderer: ”Skovvæsenet indså, at Bakken var andet og mere end en vulgær skamplet på skoven, og teltholderne forstod, at skoven ikke var en samling irriterende træer, der var til hinder for Bakkens frie udvikling”.

Især i 1960’erne gennemgik Dyrehavsbakken en eksplosiv udvikling. Arbejdstiden blev kortere og lønnen højere, og de store ungdomsårgange satte deres præg på Bakken.

I ”Valhalla” spillede ”Les Rivals” med forsangeren Peter Belli. I Bent Axel Hasebarts ”Place Pigalle” blev der spillet pigtrådsmusik af bl.a. Sir Henry and his Butlers. De fik et landsdækkende hit med nummeret ”Let’s Go”. I det orkester spillede også Tommy Seebach, der i en lang årrække fortsatte med at optræde i forskellige Bakke-etablissementer før sin alt for tidlige død.

Den ofte antiautoritære ungdom, med penge på lommen og mere fritid, skabte problemer. Der opstod konfrontationer mellem yngre og ældre Bakkegæster, mellem ”læderjakker” og ”hippier” og ikke mindst mellem ungdommen, politiet og naboer. Det gav i nogle år Bakken et lidt blakket ry. Der var endog tanker fremme om at indhegne Dyrehavsbakken.

Et samarbejde mellem det i 1971 stiftede A/S Sambak, senere A/S Dyrehavsbakken, og politiet fik dog tæmmet gemytterne. Bakken fik sine egne vagtfolk. Der blev så fredeligt, at den permanente politivagt langt om længe kunne lukkes helt i 2003.

I midten af 1960’erne opstod også ”211-traditionen”. Egentligt er 211 et husnummer på Nørrebrogade, hvor der lå et cafeteria. Her samledes hvert år en gruppe ”læderjakker”, der på deres motorcykler kørte samlet til Bakken, når den åbnede og lukkede. Efterhånden voksede gruppen, og mange tilløbere sluttede sig til.

For ikke at blive splittet op begyndte de ungdommelige motorcyklister konsekvent at køre over for rødt lys. Politiet magtede simpelthen ikke at notere alle synderne. Derfor begyndte ordensmagten at eskortere den efterhånden enorme motorcykelkolonne og give dem grønt lys fra Nørrebrogade og ud til Bakken. I dag er dette motorcykeloptog en københavnerbegivenhed, der tiltrækker stor mediebevågenhed.

Motorcykeloptog ved Bakkens åbning