ForsideBakkens forretningerUnderholdningTemadageBakken A-ÅGrupperOm BakkenKontakt

Bakken efter 425 år


Visse ting ændrer sig aldrig. Det er stadig sådan, at lodsejeren, Skov- og Naturstyrelsen, og teltholdernes ”driftsselskab”, A/S Dyrehavsbakken, skal godkende en ny teltholder. En kommende teltholder er stadig underlagt mange formelle krav. Der plejer dog sjældent at være mangel på interesserede købere.

Men alt er dog ikke lutter lykke. Selv efter 425 år kæmper Bakken stadig for sin eksistens. Støjmiljøkravene er gradvis blevet skærpet i de senere år, og lokalplanen for Dyrehavsbakken føles i stadig højere grad som en spændetrøje i udviklingen og fornyelsen af Bakken. Der klages stadig fra visse sider over den gamle forlystelsespark, og der stilles krav om begrænsninger og reguleringer – nu også vedrørende trafikken til og fra Dyrehavsbakken. Det til trods for, at Bakken gennem de sidste 10 år med en aktiv indsats har formået at dæmpe støjen fra forlystelserne ganske mærkbart med omkring 6dB i de målepunkter, der er fastlagt rundt omkring forlystelsesparken.

Direktøren for A/S Dyrehavsbakken, Arne Høy-Nielsen, kan fortælle, at Bakken faktisk er underlagt strengere lokalplan- og miljøvilkår end konkurrenterne landet over.

“Det er stærkt forvridende i en tid, hvor konkurrencen på forlystelsespark- og attraktionsområdet bliver stadig heftigere”.

Selv om forlystelsesparken ligger i Lyngby-Taarbæk Kommune, er Gentofte Kommune begyndt at gå aktivt ind i sager om Dyrehavsbakkens forhold. Parkeringspladsen ligger nemlig i Gentofte, og naboerne er borgere i denne kommune. Det komplicerer og forsinker tingene voldsomt.

Større fornyelser og investeringer er i høj grad vanskeliggjort af miljøkrav og lokalplaner. Alene op til jubilæumsåret har der været udkæmpet en bitter strid. Dyrehavsbakken har på grund af naboklager og klager fra Gentofte Kommune måttet opgive opførelsen af en ny stor rutschebane på ”Store Plæne”,
som der var opnået tilladelse til fra Lyngby-Taarbæk Kommune.

Klageinstansen, Naturklagenævnet, gav klagerne medhold, idet man bl.a. fandt, at rutschebanen ville være i strid med lokalplanens bemærkninger vedrørende Bakkens ”interimistiske og selvgroede karakter”. Det har resulteret i, at Dyrehavsbakken har udtaget stævning mod Naturklagenævnet, idet man ikke finder at kunne leve med en sådan afgørelse, som er ødelæggende for Bakkens udviklingsmuligheder.

Også teltholdernes ønske om en forlængelse af sæsonen ind i september mod en senere åbning eller med lukkedage i forsæsonen, så kildetidens længde ikke øges, er blevet kuldkastet af Naturklagenævnet ved samme klageres mellemkomst med henvisning til lokalplanens bestemmelser om kildetid.