67-rockerne

Det var nu ikke kun ungdommen, der gav problemer. Bakken havde også 67-rockerne. Pensionsalderen var blevet nedsat fra 70 år til 67 år. Da Torben ”Træsko” Pedersen startede som teltholder og restauratør på Bakken i 1973, ville han arrangere frokost og eftermiddagsdans til moderate priser for de nye yngre folkepensionister. Men de havde stadig ungdommens temperament.

Det, Torben ”Træsko” var mest bekymret over, var deres pillemisbrug. Der stod altid pilleglas på bordene. Men der var nu ikke piller i. Glassene var forsynet med plastiklåg - og derfor tætte. Heri medbragte de sparsommelige pensionister deres brændevin til maden. Der blev også lovet øretæver i et sprog, der var en yngre generation værdigt, hvis en af de bedagede herrer forgreb sig på en jævnaldrende skønhed, som en anden folkepensionist havde kastet sine øjne på.

I den aldersgruppe er kvinder i overtal. Derfor var ”Bakkens Rudolf” meget populær som dansepartner. Skønt aldrig helt ædru havde han den klassiske dansestil. Den var værdsat af damerne. Da Torben ”Træsko” havde truet Rudolf med karantæne, på grund af for store branderter, blev han mødt af en talstærk, indigneret og gråhåret damedelegation, der kunne meddele ham, at de ville boykotte 67-rocker træffene, hvis Rudolf fik karantæne.

Bøssemageren John Sigurdsson var startet som teltholder samme år som købmanden Torben ”Træsko”. John overtog den gamle sangerindepavillon ”Sans Souci” og indrettede den som skydebane. Men den gamle pavillon var meget forfalden. Der kunne højest stå to mand i teltet. Var der flere, ville de brase gennem gulvet og ned i den gamle ølkælder, hvor der stod 10 cm vand.

Der var stadig en vis rangorden på Bakken. De gamle Bakkeslægter kunne godt have flere forretninger. Men nytilkomne måtte ofte stå og passe et telt i 15–20 år, før de kunne komme i betragtning til at købe en forretning mere. Det gav ikke megen fornyelse eller renovering i den gamle forlystelsespark.

Meget af gøglet og det øvrige udbud var præget af kvantitet og ikke kvalitet. Kun de færreste teltholdere turde satse, da de ikke kunne være sikre på, at de kunne få pengene ind, når de solgte deres telt. Nye ejere skulle stadig godkendes af skoven og teltholderne. Kun de store og velkonsoliderede teltholdere havde råd og mod på store og fornyende køreforretninger.

Nu begyndte rouletter og spillehaller også at tabe deres popularitet. Nye og dyre elektroniske forlystelser begyndte at vinde indpas.

Undervejs er Dyrehavsbakken blevet ramt af flere tragiske brande. Det tager hårdt fat, hvis ilden får tag i de ældre og tørre fjælleboder. Blandt andet brændte ”Bakkens Hvile” efter sæsonen 1984, og 11 gamle boder i  Bazargangen gik op i flammer en morgen i foråret 1998 en uge efter åbningen. Men som en fugl Føniks genopstod fjælleboderne på Bakken igen af asken, og det lystige gøglerliv i kildetiden blomstrer videre hver sommer.